Fængslet lukker men Fangekoret lever videre
Det nye album med 16 farvelsange til Vridsløselille Statsfængsel blev præsenteret på Café Exit
"Fangekoret stopper ikke selvom Vridsløse lukker. Så længe der er indsatte på Vridsløse, synger de videre, og når de sidste er væk, får de “bortsendte” indsatte udgange fra de fængsler, hvor de placeres indtil de samles - nye, som gamle - på Falster, hvor jeg regner med at flytte med".
Den udmelding kommer fra Fangekorets Louise Adrian, efter at hun og koret offentliggjorde det seneste album fra fangekoret.
Da Vridsløselille er under afvikling skete det såkaldte release-party i Café Exit i København.
Centerdirektør Annette Esdorf fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, bød velkommen til release-event.
”Egon Olsens Vej” indeholder 16 nye numre, der er skrevet af korets medlemmer, og de er blevet indspillet i løbet af de seneste tre år med Ann Falden som producer, arrangør og programmør – og med økonomisk støtte fra TrygFonden.
Titlen refererer til navnet på vejen op til Vridsløselille Statsfængsel i Albertslund, og releasen blev samtidig en afsked med fængslet, som i 20 år har dannet ramme om Fangekoret.
Bortset fra enkelte afdelinger er Vridsløselille lukket ned, og flere indsatte er blevet flyttet til andre fængsler.
Fangekoret fortsætter altså med de medlemmer, der er tilbage i Vridsløselille, ligesom Louise Adrian også fortsat øver med de medlemmer, der sidder i åbne fængsler eller er løsladt.