En trøstens vej - midt i terror, utryghed og krig

De fleste er, tror jeg, stadig påvirket af terroranslaget i Paris for nylig. Det er stadig nyt for os, at krige føres på den måde med uforudsigelige angreb på civile. Det er slemt nok, når det foregår i en krigszone; men når det sker midt iblandt os på en almindelig fredag aften, virker det endnu mere skrækindjagende på os.
Vi taler om, at verden bliver mere og mere usikker og farlig. Vi har svært ved at se, hvad fremtiden vil bringe for vore børn og børnebørn.
Verden har altid været farlig. Mennesker har altid bekymret sig om fremtiden. Vi ved det bare meget hurtigere, når der sker noget, uanset hvor i verden det sker.
Esajas beder til Gud om trøst til sit folk. Det har vi også brug for at kunne. Vi kan ikke lade være at spørge, hvor Gud er midt i alt det onde, der sker i verden. Det er også et gammelt problem; men det gør det ikke mindre. Det eneste svar, vi kan give, er, at han er her. Han går altid vejen med os. Han lod sin søn føde til verden for at leve vores liv, dø vores død og give os del i hans opstandelse.
Han lærte os, at vi skal være her for hinanden. Det er svært at se, at vi har hørt det; for vi får så tit gjort det forkerte - også selvom vi gerne ville noget andet.
Men krig, sygdom og katastrofer er ikke den eneste sandhed om vores verden. Vi har også noget at være taknemmelige for - ikke mindst i den verden vi lever i her i vores land - fri for krig og ødelæggelse som vi er.
Det vidste Zakarias, som ikke troede på, at han og hans kone Elisabeth skulle blive forældre. Han blev stum, indtil han forstod, at barnet kom fra Gud. Da den lille Johannes, som vi kender som Johannes Døberen, kom til verden, brød Zakarias ud i tak til Gud; for uanset hvor ond verden var omkring ham med romersk besættelse og meget andet, så kunne han takke for det, han fik givet. Han vidste, at Gud gik vejen med ham.