Fortsæt til indhold

Slagkraftig trup er på plads

Samfund
Rune Weitling

Guldet skal tilbage til Granly Speedway Arena og Esbjerg Vikings.

Anderledes kan man ikke tolke det, når man ser den trup, som klubben netop har offentliggjort. Her har man igen lagt vægt på den kontinuitet, der er omkring teamet, men der er også fundet plads til spændende fornyelse.

Helt i front finder man Niels-Kristian Iversen (PUK), der næste sæson har valgt at droppe England, hvilket betyder at Esbjerg Vikings kun må se bort fra ham, når der er træning op til et Grand Prix. Tilbage i A-folden er også Patryk Dudek, der betegnes som et af de stærkeste kort udenfor Grand Prix serien. Han bliver fast afløser for PUK, og det må betegnes som en meget stærk A-duo.

Mikkel Bech skal igen samle teamet som holdkaptajn, og den altid fightende sjællænder glæder sig til hans 5. sæson hos Esbjerg Vikings, hvor han igen vil gå målrettet efter en plads i finalen. Rene Bach er også at finde på holdkortet i den kommende sæson, og han er efterhånden levet én af Danmarks mest stabile og højest scorende B-kørere. Han dropper ligesom PUK den engelske liga i næste sæson, og vil derfor være svær at vippe af holdkortet i den kommende sæson.

Ydermere har man hyret Brady Kurtz, Piotr Swiderski, Jesper Søgaard, Damian Adamczak, Jonas Jensen, Kasper Andersen og Patrick Hansen til at være en fast del af truppen, og det er uden tvivl en samling sulte speedwaykørere, der kommer til at gøre ondt på de fleste modstandere, hvis Ib pedersen formår at sætte dem ordentligt op.

Bjørnen Ib Pedersen har nemlig også valgt at forlænge og fortsætte i EMS Elite, hvilket naturligvis glæder direktør Erik Svendsen. Ib Pedersen får udover rollen som den rutinerede holdleder, der har bragt medaljer til Esbjerg de sidste fire år, også ansvaret som ny sportschef i selskabet.