Poledance er kunst
Den 25-årige finansbachelor forfølger sin drøm og er snart aktuel i populært TV2-program
“Det er som at flyve eller svæve højt oppe fri som fuglen.”
Sådan beskriver 25-årige Louise Wawrzynska fra Hørning, hvad det er for en følelse, det giver hende at dyrke poledance.
Poledance opfattes traditionelt som en erotisk dans på og omkring en stålstang, som udføres af letpåklædte damer på natklubber eller stripteasebarer.
Men sådan er det ikke for Louise, som mellem jul og nytår deltager i TV2-programmet Danmark har talent blandt andet for at vise familien Danmark, at poledance også kan være meget andet end den traditionelle holdning tilsiger.
“Der er desværre stadig nogle fordomme omkring poledance, selv om det er blevet meget bedre,” konstaterer Louise Wawrzynska, der født og opvokset i Danmark af polske forældre.
For Louise er poledance en kunstart.
“Jeg opfatter det som kunst, en blanding af akrobatik og dans, hvor man kan have følelserne med og fortælle en historie. Nogle kalder det poleart, men for andre er det bare en sport, selv om det også kan være show,” siger Louise Wawrzynska.
Interessen for poledance begyndte helt tilfældigt.
“Jeg så en video og tænkte, at det så fedt ud. Det var i 2010, og jeg fandt et sted og tog en prøvetime,” husker Louise.
Det viste sig, at hun havde talent for poledance, og Louise blev således hurtigt sat til at undervise andre i poledance som instruktør.
Siden har Louise udviklet sig yderligere, og hun har truffet et valg om at prøve at gøre poledance til en levevej.
“Lige nu er der kun poledance i mit liv. Jeg prøver at blive professionel, selv om man ikke kan leve af det i Danmark,” siger hun.
Louise har været i Hongkong, hvor hun har undervist i poledance, og hun har optrådt på et stort casino i Macao i halvanden måneder. Desuden deltager hun i konkurrencer, og det blev fornylig til en tredieplads i Frankrig.
Louise Wawrzynska er uddannet som finansbachelor og skulle have været ejendomsmægler.
“Jeg fandt en passion, og jeg følte, at jeg skulle vælge, og jeg valgte altså den udfordring at gøre min passion til en levevej,” fortæller Louise.
Den ultimative drøm er at komme med i en forestilling som Cirque du Soleil. Der bliver også knoklet for sagen med træning seks gange om ugen a tre til fire timer.
Louise glæder sig til, at det første program i Danmark har talent bliver vist på TV2 26. december klokken 20.
“Jeg var meget nervøs, men det var sjovt at være med, og dommerne var meget søde,” forklarer Louise.
Jarl Friis-Mikkelsen, Cecilie Lassen, Peter Frödin sangerinden Nabiha er dommere, mens Felix Smith og Christopher Læssø er værter i TV-programmet.
Danmark har talent fortsætter med liveprogrammerne i slutningen af januar/starten af februar. Førstepræmien er på 250.000 kroner.