Fortsæt til indhold

“Danskerne er søde og dejlige mennesker”

I Frederikssund sidder en lille syrisk familie og er dybt taknemmelige for at være i Danmark. De føler sig velkomne og roser danskerne for deres venlighed

Samfund
Jesper Kappel

"Vi er meget meget glade for Danmark."
Man hører ofte, at flygtningene specielt fra Syrien ønsker at komme til at bo i Tyskland eller Sverige, og at de fravælger Danmark. Men det gælder bestemt ikke den lille familie med far, mor og to små børn, der for ganske kort tid siden har fået en bolig i Frederikssund Kommune. Det er dem, der siger: Vi er meget meget glade for Danmark.
"Jeg har altid hørt, at Danmark skulle være et godt land at leve i. Men det var, da vi mødte nogle danskere i Libanon, at vi fik bekræftet alle de gode ting, vi havde hørt. De var rigtig søde og venlige. De var meget hjælpsomme, og de ville gerne hjælpe uden, at de forventede noget tilgengæld. De var reelle mennesker, og det var der, vi fandt ud af, at danskerne er de folk, vi gerne vil leve sammen med," fortæller Mohammad.

Krigen kom meget tæt på

Lokalavisen Frederikssund er på besøg i familiens hjem sammen med folk fra Frederikssund Kommune og fra Boligselskabet Rosenvænget. Avisen kender familiens identitet, men de er bange for at stå frem offentligt, fordi de frygter, at det kan gå ud over deres familie og venner, som stadig er i Syrien. De er bange for, at krigere vil forfølge dem, og krigen vil komme lige så tæt på for dem, som den gjorde for familien.
"Krigen kom meget tæt på os. Kuglerne fløj igennem vores forhave," fortæller Mohammad, der også er nødt til at berolige familiens to børn, mens lokalavisens udsendte er i hjemmet. Lyde fra naboen får nemlig de to børn til at rykke uroligt på sig.
"De tror, det er lyde fra bomber eller geværer," siger Mohammad.
Familien har været på flugt længe. Først flygtede de til Libanon og boede der. Her var det, at familien mødte danskerne, og Mohammad besluttede sig for at flygte videre til Danmark, da fremtidsudsigterne i Libanon ikke var de bedste. Efter 20 måneder i Libanon begyndte han turen til Danmark og kom til danskernes land for et år siden og søgte om asyl. I oktober i år fik han sin familie til Danmark, fordi han havde fået familiesammenføring. Og i slutningen af november fik familien så en bolig, hvor de kan bo.
"De oplevelser jeg har haft i Danmark lige fra modtagelsen på asylcentret og personalet på centret til nu, hvor vi sidder i en bolig, bekræfter den opfattelse, som jeg fik fra danskerne i Libanon. Jeg er meget glad for Danmark. Jeg ved godt, at der er ved at blive lavet nye love, men det har intet med folket at gøre," siger Mohammad og fortsætter:
"Vi vidste, at Danmark var et helt specielt land i Skandinavien. De mennesker, vi har mødt indtil nu, har behandlet os på en måde, der har bevist, at danskerne er de rette mennesker for os at leve sammen med," siger Mohammad.

Vil arbejde for Danmark

Mohammad får undervisning i dansk og kan allerede lidt. Han er uddannet apoteker og fruen er uddannet engelsklærere. Uden en plan for integrationen bliver det svært både for Danmark og familien. Derfor har familien lagt en plan.
"Vi vil gøre alt for at lære dansk hurtigst muligt. Sproget er nøglen til at blive integreret og få et job. Vi håber på, at vi kan bruge vores uddannelser her i Danmark. Samtidig skal vores to børn lære dansk og blive en del af samfundet og have en uddannelse, så de kan være med til at udvikle Danmark, når de bliver store," slutter Mohammad.