Fortsæt til indhold

Køb færdig eller bryg selv

Kærestepar åbner ny 150 kvadratmeter stor butik kaldet Beer Garage med special-øl og udstyr til hjemmebrygning

Samfund
Christina S. Johansen

Amerikanske, engelske og danske special-øl fra mikro-bryggerier fylder hylderne i den nyåbnede forretning Beer Garage på Åbyvej 77 i Åbyhøj. Selvom der endnu er tre dage til åbningen, og størstedelen af varerne fortsat ikke er ankommet, da Lokalavisen Aarhus besøger butikken, er der allerede et stort udvalg linet op i den råt indrettede “garage”.
Foruden færdige øl har Beer Garage også udstyr og ingredienser til hjemmebrygning, og den mandlige halvdel af parret bag butikken brygger selv en Beer Garage-øl på stedet.
Desuden skal der også dannes et bryg-laug af entusiastiske hjemmebryggere, som får deres gang i forretningen.
Men hvorfor nu al den øl?
“Fordi der findes så uhyggeligt mange varianter,” lægger ejer Kiki Ravnsbo ud, og kæresten og medstifteren, Martin Skaastrup, fortsætter:
“At brygge selv appellerer til den selvforsynende mand. Der er noget magisk over at lave en øl, som lykkes.”

En drøm bliver virkelig

37-årige Kiki Ravnsbo fik interessen for øl, da hun arbejdede i Voldby Købmandsgård, som har Danmarks største sortiment i special-øl.
“Fremfor vin og spiritus, så var det øllen, jeg fandt interessant, og jeg kan rigtig godt lide øl-kunderne. De er helt nede på jorden og udveksler erfaringer på en afslappende måde,” siger Kiki Ravnsbo.
Hun har gennem 15 år vidst, at hun skulle have sin egen butik på et tidspunkt. For hun kan “ikke finde ud af at have en chef”, som hun selv udtrykker det.
Det blev altså i lørdags til virkelighed, hvor Beer Garage havde sin første åbningsdag.

Positive tilkendegivelser

At det lige blev Åbyvej 77, som blev lokationen - modsat eksempelvis midtbyen - skyldes først og fremmest, at der er en husleje, som er til at betale. Desuden er der masser af parkeringspladser, og det er muligt at bakke helt op til forretningen, når de tunge flasker skal hentes for kunderne.
Da Lokalavisen Aarhus besøgte stedet, lagde kæresteparret ikke skjul på, at de havde endda meget travlt før åbningen, og at det var lidt nervepirrende det hele.
“Vi aner jo ikke, hvor den næste 100-krone-seddel kommer fra,” siger Martin Skaastrup.
Begge er de dog fulde af tro på Beer Garages fremtid.
“Med den enorme mængde af positive tilkendegivelser og hjælp, som vi har fået alle steder fra, kan vi ikke andet,” siger Kiki Ravnsbo.