Lenes app kan hjælpe dig med at holde dit nytårsforsæt
Det kan godt være svært, at kvitte smøgerne, skifte karrierespor eller smide et par kilo. Men nu kan en ny app, der er udviklet af Lene Nording-Grooss fra Værløse, måske hjælpe dig på rette vej.
App'en hedder 'Goal and Action' og kan hjælpe dig med at gennemføre de forandringer, som du går og drømmer om i dit liv.
App'en støtter dig i at nå dit nytårsforsæt og dine drømme ved, at du gør dine mål specifikke og sætter konkret handling bag. App'en er bygget op, så du først laver en kort målafklaring. Herefter beslutter du, hvad du vil gøre, hvordan du vil gøre det og hvornår du vil gøre det. Ved at beskrive de forskellige trin helt kort får du struktur på, hvordan du kommer i mål. Du kan diktere målene i sofaen og på 15 minutter kan du lægge en plan for at ændre dit liv med små eller store forandringer til følge.
Du kan gå direkte fra målafklaringen i app'en og ind i din kalender uanset om, du bruger Googles kalender, Microsoft Exchange eller en anden elektronisk kalender. Ved at få dine handlinger i kalenderen er du sikker på at få struktur på lige præcis det, der skal til for, at du kommer helt i mål. Du kan lave aftaler med dig selv og andre i kalenderen og bruge alarmerne i kalenderen, så du husker at gøre det, du har lovet dig selv.
”Uanset om vi drømmer om at lave et firma, tabe os, komme i form, få et nyt job, skrive en bog, bestige et bjerg, eller udføre projekter i hjemmet eller på arbejde, så er det vigtigt at handle – for ellers er drømmen bare endnu en ting, der ikke bliver til noget. Derfor har linket mellem mål, handling og kalender været helt afgørende i udviklingen af app'en. Og brugerne fortæller, at det er lige præcis dét, der gør, at de kommer i mål med deres drømme. For ét er at ville komme i form eller sætte sig et mål med sin karriere eller livet i øvrigt, noget andet er, hvad du gør, og hvornår du helt præcist gør noget ved det", siger Lene Nording-Grooss, der er indehaver af KCK Karriererådgivning Coaching og Kommunikation i Værløse. Hun er ICF certificeret coach og rådgiver samt journalist og jurist.
Selve app'en er kodet af Hart Design. App'en bruges af KCK's kunder og af folk, der henter app'en i Appstore verden over.
Foreløbigt er app'en solgt i 20 lande verden over - herunder, USA, Canada, Kina, Japan, Brasilien og, Tyskland, England og en række andre lande i EU og Asien. Den er udviklet til iPhone og iPad og kan hentes på både engelsk, fransk og dansk.
App'en koster otte kroner.