Reflekser redder beviseligt liv i mørket
Det er ikke bare noget, man siger: Reflekser og lygter kan redde dit liv
Kampagner for at have lys på cyklen og refleks på tøjet har været almindelige i over 30 år. Alligevel er det stadig ret almindeligt, at fodgængere glemmer refleksen, og cyklister glemmer lygten.
Som det ses her på siden, er postbud Bjarne Nørholm bekymret for, at han en dag kommer til at køre en mørklagt person ned.
Og det har han god grund til at være bekymret for, viser erfaringerne fra både Rådet For Sikker Trafik og Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
Kommissionen har udgivet flere rapporter om ulykker i mørke. Og de viser klart, at en refleks kan redde liv.
“Vi har lavet dybdeanalyser af trafikulykker. Og i ingen af de ulykker, hvor en fodgænger er blevet påkørt i mørke, har vedkommende haft refleks eller reflekterende tøj på,” siger havarikommissionens formand, Mette Fynbo, med henvisning til en rapport fra i år.
Selvom der kan være mange årsager til en trafikulykke, viser analyserne, at påkørslerne alle kunne være undgået, hvis fodgængeren havde haft refleks på. Så var ingen af dem blevet kørt ned.
“Så det gør en konkret forskel at have refleks eller reflekterende materiale på, når man går i mørket. Det er ikke bare noget, man siger i kampagner,” siger Mette Fynbo.
Både Rådet For Sikker Trafik og Havarikommissionen opfordrer blandt andet tøjindustrien til at udvikle mere reflekterende tøj.
“Der findes materialer, der kan sys ind i tøj - og som ikke er synlige i dagslys, men til gengæld reflekterer i mørke,” siger pressechef Søren Pedersen ved Rådet For Sikker Trafik.
Mette Fynbo kunne godt tænke sig, at reflekstråde og lignende blev en del af moderne tøjdesign.
“Det skal være nemt og ukompliceret at være synlig i mørket. Der findes grupper, som vi aldrig får til at gå med en vest eller refleks - for eksempel de unge og nogle voksne. Men hvis refleksen var syet ind i tøjet, ville de alligevel være synlige i mørket,” siger Mette Fynbo.