Fortsæt til indhold

Aarhus-mesterskab i praktiske færdigheder

Aarhusmesterskabet i Skills finder sted i Ceres Park & Arena 27. oktober

Samfund
Kim S. Andersen

Saml en vandlås på tid! Hvem kan samle flest flyttekasser? Der bliver dystet på praktiske færdigheder, samarbejde og kvalitet, når elever fra en række 8. klasser deltager i Aarhusmesterskabet – SKILLS Skolestafet til oktober.

Aarhusmesterskabet – SKILLS Skolestafet er en faglig konkurrence, som med leg og læring sporer de unge ind på erhvervsuddannelserne.
Konkurrencerne foregår i CERES Park & Arena, og de seks bedste hold går videre til finalen, der arrangeres sammen med det årlige DM i SKILLS. DM i SKILLS er danmarksmesterskaberne i håndværks- og servicefag for lærlinge.

"Vi har brug for både gode hoveder og hænder, hvis vi fremover skal imødekomme virksomhedernes behov for faglært arbejdskraft og sikre vores vækst og udvikling. Derfor er det helt afgørende, at de unge uddanner sig, også inden for erhvervsuddannelserne, hvor vi har en national målsætning om, at hver fjerde skal vælge den vej i 2020. Vi skal åbne de unges øjne for erhvervsuddannelserne, og det kan Aarhusmesterskabet – SKILLS Skolestafet være med til," siger borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

"Der er vildt mange, spændende jobmuligheder inden for erhvervsuddannelserne, så det er ret ærgerligt, at det er under hver femte, der i dag vælger at blive faglært. Vi vil gerne synliggøre, at vi i Aarhus har erhvervsuddannelse i verdensklasse, der giver adgang til mange forskellige jobs. Og så vil vi også gerne nå ud til forældrene og lærerne, som har stor indflydelse på de unges valg af uddannelse," siger Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

"Det er både skægt og lærerigt at være med i Aarhusmesterskabet – Skills Skolestafet, og jeg håber, at mange klasser har lyst til at være med. En erhvervsuddannelse er en oplagt vej at gå for mange elever, når de forlader folkeskolen. Stafetten i oktober giver eleverne en konkret oplevelse af de praktiske uddannelser og de krav, der stilles til dygtige faglærte i dag," siger Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge.

Aarhusmesterskabet finder sted i CERES Park & Arena den 27. oktober, og finalen i SKILLS Skolestafetten finder sted den 5. februar 2016 i Fredericia – sammen med DM i SKILLS. Aarhusmesterskabet og finaledeltagelsen arrangeres i et samarbejde mellem Børn og Unge, Sociale Forhold og Beskæftigelse, Borgmesterens Afdeling, erhvervsskolerne i Aarhus, arbejdsmarkedets parter og SKILLS Denmark.