Mentorer giver børn fritids-hjælp i Tilst
Tilst-børn, som af en eller anden årsag har brug for et skub og støtte til at fastholde en fritidsaktivitet, kan nu få en mentor
Tiltaget ForeningsMentor er nu rykket ind i Tilst. I forvejen er der afdelinger i Gellerup og Viby, men nu står foreløbigt syv frivillige mentorer altså klar til at guide Tilsts 3-17-årige ud i fritids-livets verden.
“Det kan være børn, som af en eller anden årsag ikke kommer af sted til fritidsaktiviteter. Måske har de nogle praktiske foranstaltninger, der gør, at de ikke kommer af sted. Måske taler forældrene dårligt dansk, måske har familien brug for at vide nogle praktiske ting: Hvad det koster, hvad forventer foreningen, hvad skal man have med af udstyr og så videre,” forklarer Kirsten Donaldson, der er ansat som frivilligkoordinator i 15 timer ugentligt i de næste to år.
“De frivillige mentorer skal støtte op og prøve at vedligeholde motivationen hos barnet, også selvom det ikke lige var den rigtige aktivitet de første par gange,” fortsætter hun.
Mentoren og barnet bliver matchet bedst muligt og “hænger så sammen” i et forløb på mellem tre og seks måneder, hvor de først forsøger at finde ud af, hvad barnet ønsker at lave i sin fritid og dernæst prøver at få det sat i gang - og altså fastholde interessen.
Mentor-forløbene er særligt målrettet Langkærparkens børn, men det er for alle 3-17-årige, som er foreningsparate, og som bare mangler det sidste spark og støtte til at finde en fritidsaktivitet.
I ForeningsMentors andre to afdelinger har børnene været på venteliste for at få en mentor, men i Tilst har det været lige omvendt. Mentorerne står klar, men kun ét match er blevet lavet. Der mangler nemlig børn, da kendskabet til tiltaget endnu ikke er stort i bydelen.
Mødetid og temperamentet
To af dem, som har lært hinanden rigtig godt at kende gennem ForeningsMentor i Gellerup, er 12-årige Omar Makiya og 23-årige Martin Diaz.
Martin skulle egentlig hjælpe Omar med at komme til boksning, men det viste sig hurtigt, at Omar egentlig slet ikke havde interessen for bokse-sporten. I stedet blev alle kræfter sat ind på nogle andre ting omkring Omars fodboldtræning:
“Vi lavede nogle klare mål: Blandt andet skulle Omar møde stabilt og til tiden i både skolen og til træning. Desuden skulle han lære at styre sit temperament, hvis han synes, at han bliver uretfærdigt behandlet,” siger Martin Diaz.
Mentorforløbet har givet Omar og hans familie nogle rutiner og stabilitet, og målene er blevet opfyldt, fortæller Omar selv:
“Jeg har for eksempel lavet en aftale med min lære om, at hvis jeg bliver sur, så skal jeg gå ud og trække noget luft ind.”