Kasper tog sejren i Masterchef
Medejer af restauranterne ’Slap Af’ og ’Köd’ i Aarhus vandt tv-program
Tre af Danmarks bedste amatørkokke dystede torsdag aften på skærmen på TV3 til finalen i MasterChef Jul. Vinderen blev aarhusianske Kasper Skjød Jensen, der imponerede med sin julemiddag.
De tre finalister havde fået til opgave at lave den ultimative menu til juleaften. Eneste krav var, at der skulle indgå gris i hovedretten og kanel i desserten, ellers havde de frie hænder - og to timer - til at trylle en julemiddag frem.
29-årige Kasper Skjød Jensen endte med en hovedret, som han kaldte for 'hvad spiser grisen' og til dessert 'fyldte kanelkræmmerhuse'. Og det var altså det, der skulle til, for at Kasper Skjød Jensen, som til daglig er medejer af restauranterne 'Slap Af' og 'Köd' i Aarhus, kunne løfte vinder-trofæet.
“Det var en kæmpe oplevelse at kunne løfte trofæet og en perfekt slutningen på et fantastisk eventyr. Nu kan jeg kalde mig Masterchef og håne min bror (som også deltog i programmet red.) langt ind i det nye år. Det er fedt - især når han til daglig er langt bedre til at lave mad, end jeg er,” lyder det fra Kasper Skjød Jensen i en pressemeddelelse.
At vinde Masterchefs jule-udgave forpligter dog også derhjemme - så i år står Kasper og tvilligebror Kristian for familiens julemad.