Dårligt syn ved skærmen giver sygedage
”Mange arbejdsgivere glemmer simpelthen at oplyse medarbejderne om, at en arbejdsgiverbetalt skærmbrille er en mulighed. Eller de overser, at det også er i virksomhedens interesse, at medarbejderne sidder ordentligt placeret foran skærmen og har gode forhold for øjnene.”
Sådan siger butikschef Vicki Koefoed fra Synoptik på Adelgade i Skanderborg. Hun understreger, at der er fordele at hente for både medarbejdere og arbejdsgivere.
Medarbejderen har nemmere ved at koncentrere sig, når man ser skærmen klart og øjnene ikke bliver trætte. Det har positiv indvirkning på både effektivitet og sygefravær, og det er en fordel for arbejdsgiveren, uddyber Vicki Koefoed.
En undersøgelse fra Synoptik viser, at mange danskere ikke er klar over, hvor mange gener der kan afhjælpes med en skærmbrille. Og endnu færre ved, at det er arbejdsgiveren, der skal betale, hvis en medarbejder har behov for en skærmbrille.