Fortsæt til indhold

Meningsfuldt job med tusindvis af øldåser i Grenaa

En af beskæftigelserne i det beskyttede værksted Nærheden i Grenaa er klargøring af pantfrie dåser

Samfund
Mogens Greve

At mennesker som vil have svært ved at finde andet at lave kan gå på et beskyttet værksted og gøre pantfrie øl- og sodavandsdåser klar til at blive brugt til genbrugssolfangere – er en både menneskelig og miljøvenlig solstrålehistorie.
Og ikke nok med det - de aluminiumsringe som pilles af dåserne – med undtagelse af dem fra Pepsi-dåser som er lavet af jern - sendes til østen for at blive lavet til kunstige ben- og armproteser.
Siden Nærheden tog fat på denne opgave efter sommerferien, er der via personale, brugere pårørende og venner indsamlet cirka 50.000 dåser. Det årlige behov anslås til 100.000 stk. - og på sigt måske endnu flere.
At gøre dåserne klar, så Hekla - HN Design i Allingåbro kan bruge dem til miljøvenlige solfangere er blot en af flere arbejdsopgaver på Nærheden, der sælger sine ydelser på markedsvilkår og bruger pengene til 'arbejdsdusør' og materialer m.m.

Cirka 100 brugere

”Vi har cirka 100 brugere, som kommer her på Nærheden,” fortæller leder af Socialområdet i Norddjurs Kommune, Dick Eugene Rønde.
Brugerne er alle på pension, og der laves individuelle aftaler med dem om udbetaling af 'arbejdsdusør' i størrelsesordenen 100-1.000 kroner om måneden.
”Vi har blandt andet lavet forskellige opgaver for møbel- og inventarsnedkeriet Frederiksen i Grenaa. For Skomø i Ebeltoft pakker vi de lovbefalede monteringsskruer til nummerplader - og for Asli i Randers klude.”
Under den organisering som Nærheden er en del af hører også en pedelgruppe som varetager forskelligt, praktisk arbejde.

Brændesalg

Hovedindtægtskilden er brændesalg - 25 cm og flækket.
”Vi køber træ og gør det klar til brænde. Folk hører om det efter 'mund til mund' metoden, og vi underbyder ikke - men tilbyder i modsætning til mange andre både at levere og stable brændet.”
Lokalavisen besøgte Nærheden samme dag som det årlige julemarked foregik, så værkstederne kørte på nedsat blus, mens der både blev snakket med – og givet krammere til – de mange besøgende både inde og ude.