Fem kr. for billet til valget
Sne, slud, regn eller lommesmerter skal ikke afholde nogen for at stemme ja eller nej den 3. december. Sydtrafik tilbyder en billet til 5 kr. for at komme til og fra det lokale valgsted. ”Vi vil ikke lade transporten være en hindring for at nogen får stemt,” siger Jesper Frost Rasmussen, formand for bestyrelsen i Sydtrafik.
”Det dækker turen indenfor kommunegrænsen til og fra dit lokale valgsted, og dermed skulle en undskyldning for ikke at få stemt være ryddet ad vejen”.
På kampagnebilletten kan du køre til valgstedet i din kommune og hjem igen for fem kr. både med bus i Sydtrafiks område og Vestbanen.
Hver kommune har sin egen billet, og den kan benyttes i hele kommunen mellem kl. 8.00-21.00 på valgdagen den 3. december 2015.
Den billige billet kan købes af alle, der har en mobiltelefon eller en smartphone. Den købes som SMS- eller mobilbillet. Se mere på www.sydtrafik.dk, her finder du også den kode, du skal bruge for at købe en sms-billet i din kommune.
Sydtrafik har ikke mulighed for at lave kampagnebilletter på andre billettyper, og billetten er kun gyldig på valgdagen den 3. december 2015.