Expedit i Hadsten starter op i Letland
Med en enhed i Baltikum får Expedit nu tre produktionssteder.
Den nordiske butiksinventarvirksomhed Expedit a/s med hovedsæde i Hadsten har taget et vigtigt strategisk skridt og skaber som en del af projektet ”fremtidens fabrik” et datterselskab i Letland under navnet Expedit Baltic SIA. Expedit producerer i dag i henholdsvis Hadsten og Nässjö i Sverige.
“Vi ønsker at skabe fremtidens fabrik, og det kræver, at vi også etablerer os uden for Norden for at sikre konkurrencedygtighed på udvalgte områder,” siger administrativ direktør Steen Bødtker, Expedit.
Tæt på Litaun
Expedit etablerer en produktionsvirksomhed med 30 ansatte i Liepãja Business Center. Liepãja by ligger tæt ved grænsen til Litauen og har 75.000 indbyggere.
Liepãja Business Centeret ejes af danskeren Lars Fogh. Business parken rummer foreløbig 15-20 skandinaviske fremstillingsvirksomheder.
Produktionshallerne, som Expedit skal flytte ind, i bliver helt nye og tilpasset Expedits behov. Byggeriet er nemlig lige startet.
Efter planen skal byggeriet stå klar 1. maj 2015, og lokalerne vil være klar til indflytning. Herefter skal Expedit indrette produktionen og flytte maskiner fra Danmark til Letland. 1. august forventes produktionen at være driftsklar.
Stadig produktion i Hadsten
”Det er væsentligt for mig at pointere, at vi fortsat vil have produktion i Danmark, hvilket for os er vigtigt. Vores beslutning drejer sig om at skabe lønsom produktion, og det kan vi gøre ved at flytte løntunge forarbejdningsprocesser til Baltikum,” udtaler Steen Bødtker og fortsætter:. “Vi bibeholder automatiserede produktionsprocesser i Danmark, men lægger en række øvrige processer ud til egen produktion i Letland.