Malling vandt “boksekampen”
Ideen om et grønnere stationsområde vandt, da Beder og Malling stemte om ideer til lokal stationsforskønnelse
dialog Det blev Malling, der løb med sejren og de 50.000 kroner i dysten om at vinde penge til stationsforskønnelse i Malling og Beder, som Lokalavisen Aarhus Syd skrev om i sidste uge. Det stod klart mandag morgen, da samtlige stemmer var talt op. “Et grønnere stationsområde med flere træer, beplantning, bænke og plantekasser er det forslag, der har fået flest stemmer,“ fortæller Torben Glock fra udviklingsprojektet Digital Bydel, der sammen med et andet udviklingsprojektet, Smart Mobilitet, står bag konkurrencen. “Den ide fik faktisk halvdelen af stemmerne i Malling,” oplyser Torben Glock. Selvom der er sendt 3700 stemme-poletter ud borgerne i de to byer, er det dog kun et fåtal, der har stemt. “Ja, det er måske ikke så overvældende. I Beder var der kun 19, der stemte, mens tallet var lidt højere i Malling. Her stemte 41, og 20 pegede på et grønnere stationsområde som den bedste ide,” afslører Torben Glock.
Kun én vil hjælpe aktivt til
Borgerne, der stemte, havde også mulighed for at sige ja til selv at være med til at føre vinderideen ud i livet. Det var der imidlertid kun en, der sagde ja til. Det bekymrer dog ikke Torben Glock. “Vi havde selvfølgelig håbet, at flere ville deltage både i afstemning og i at føre ideerne ud i livet, men at der ikke er flere, der har meldt sig på banen, behøver ikke være et udtryk for, at de ikke vil hjælpe. Nu skal vi til at tænke igennem, hvordan vi bedst får folk engageret.” For de to udviklingsprojekter bag “boksekampen”, Digital Bydel og Smart Mobilitet, er stationsforskønnelsesprojektet trods den lave deltagelse alligevel et værdifuldt input.
Vigtigt demokratisk redskab
“Vi synes, det har været en succes, fordi vi har fået værdifuld information om, hvordan vi gennem en installation som ide- og stemmeboksen, kan komme i dialog med borgere, der ikke er lokale ildsjæle eller dem, der møder op til borgermøder eller skriver lange høringssvar,” understreger Torben Glock. “På den måde er vores installation et vigtigt demokratisk værkøj, borgerne kan bruge til at komme til orde. Det kan bruges som supplement til andre tiltag, når kommunen gerne vil i dialog med borgerne.” Du kan følge de to udviklingsprojekter på www.digitalbydel.dk og www.smartmobilitet.dk.