Fortsæt til indhold

Politiet har fundet 13 savnede personer med SMS-tjeneste

Politiets sms-hjælp "Tryk Politi" har vist sit værd

Samfund
Thomas Schiermacher

Ordningen, hvor borgere kan melde sig til politiets tjeneste 'Tryk Politi' og få en sms hvis politiet har brug for hjælp til at finde bortgåede personer er en succes. Alene i år har det indtil videre resulteret i, at 13 savnede personer er blevet fundet af opmærksomme borgere.
Indtil videre er Nordsjællands Politi den eneste politikreds med en sådan SMS-tjeneste, men som tallet viser virker den efter hensigten. Der glæder Nordsjællands Politi.
Over 34.000 borgere fordelt over hele Nordsjælland er tilmeldt SMS-tjenesten Tryk Politi, der flittigt bliver brugt af Nordsjællands Politi til blandt andet at efterlyse bortgåede personer eller advare om trick- og indbrudstyve.
"Det gode ved SMS'erne er, at vi kan målrette dem til et meget lokalt område. Desuden er det vores indtryk, at de fleste kigger på deres telefon, hvis den larmer og vibrerer på grund af en sms, mens en opdatering på Facebook eller Twitter ikke nødvendigvis bliver set lige så hurtigt. Og med efterlysninger af savnede personer er tid en ekstremt vigtig faktor," fortæller politiinspektør Helge Holbek fra Nordsjællands Politi.
Nordsjællands Politi håber på, at succeshistorien kan få endnu flere borgere til at tilmelde sig ordningen.
"Vi er taknemmelige for den gode opbakning, vi får fra borgerne. Vores øjne bliver pludselig mangedoblet, når vi lynhurtigt kan bede borgerne om hjælp. Det kan i sidste ende resultere i både reddede liv og anholdte kriminelle. Derfor opfordrer jeg alle med en mobiltelefon og bopæl eller arbejdsplads i Nordsjælland til at tilmelde sig Tryk Politi," siger Helge Holbek.