Fortsæt til indhold

Hun kan fjerne alle de dårlige vaner

Psykolog Ane Katrine Beck har netop åbnet klinik i Horsens, hvor hun hjælper folk af med fobier og uvaner

Samfund
Lotte Gyldenvang

“Min datter på 9 år har altid haft svært ved at falde i søvn om aftenen. Med simple teknikker, som jeg har lært med hypnose, gik der ti minutter, så sov hun. Jeg blev bare så begejstret,” lyder det fra 42-årige Ane Katrine Beck.
Nu har hun besluttet at lade sin begejstring brede sig til borgere i Horsens og omegn ved at åbne klinik i Søndergade 46.

Videnskab og hypnose

Hun er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet, hvor hun specialiserede sig i erhvervspsykologi. Arbejdslivet har budt på lidt af hvert fra psykologisk rådgivning på børneområdet, over udviklingsarbejde til neuropsykolog på Vejlefjord Rehabilitering og koordinator i Horsens Kommunes hjerneskaderådgivning. Men lige siden begyndelsen af studiet har der været en iværksætter i maven på hende. En artikel i hendes fagblad om virkningen af hypnose i forbindelse med psykologiske behandlinger afgjorde, hvad hun skulle lave som selvstændig.
“Jeg synes, det lød enormt spændende at kombinere de psykologiske samtaler med hypnose. Så jeg har uddannet mig til hypnoterapeut. Dem er der en del af, men ikke med den viden om hjernen og den psykologiske baggrund, som jeg har,” siger hun og tilføjer.
“Jeg blev selv overrasket over, at man med få og enkle teknikker kan overbevise underbevidstheden om, at det er dårligt at ryge, bide negle eller spise alt for meget slik og kager. Eller at man ikke behøver være bange for edderkopper. Man skal ikke have specielle evner for at kunne hypnotisere, det er noget alle kan lære,” forklarer hun om det, som mange anser for at være noget hokus-pokus.
Under uddannelsen til hypnoterapeut fortsatte begejstringen over hypnose, da hun behandlede en tidligere kollega, så hun i en hel uge ikke havde lyst til søde sager, selv om hun normalt spiste løs.
“Siden har jeg fået redskaber til at hjælpe folk, så effekten af hypnosen fastholdes, og man ikke vender tilbage til slikskuffen eller cigaretterne efter en uge,” forsikrer hun.
De fleste uvaner kan fjernes med en enkelt samtale og hypnose på Søndergade 46. Men har man stress og angst, kan det kræve flere behandlinger.

Quick fix og samtaler

“Jeg er jo psykolog og arbejder med at finde årsager til problemer men også løsninger, som holder i folks hverdag. Derfor er hypnose hos mig koblet med samtaler. Det kan især være relevant når dårligt selvværd, angst eller stress fylder meget. Men nogle gange kan simple problemer løses med et quick fix,” forklarer hun fra en stor behagelig lænestol.
“Da jeg skulle ud og købe disse stole til klinikken fortalte ekspedienten, at han var angst for nåle, mens hans kollega ikke turde at køre alene i bilen. Der er ingen grund til at være bange for noget, der kan fjernes med en hurtig omprogrammering af hjernen,” siger Ane Katrine Beck.