294 flygtninge bliver en udfordring
Med en tredobling af flygtninge står Gentofte Kommune over for et større arbejde med at finde boliger og beskæftigelse
Udsigten til at huse 117 flygtninge i 2016 havde allerede sat rynker i panden inde på rådhuset på Bernstorffsvej.
Så Inger Støjberg (V) og hendes ministeriums udmelding om, at Gentofte Kommunes flygtningekvote bliver tredoblet til 294, har højst sandsynligt fremkaldt en bølge af rynker.
Medlem af Integrationsrådet, Anne Hjorth (S), ser i hvert fald flere udfordringer med stigningen.
"I forvejen voldte de 117 os lidt problemer, så med en større andel bliver der kun større udfordringer. Især boligplaceringen. Indtil nu har vi løst det ved at placere flygtninge i klubværelser, ungdomsboliger og tomme plejehjem. Umiddelbart har vi ikke flere boliger. Allerede nu står der 100 unge mennesker på venteliste til en ungdomsbolig, som nu bliver skubbet længere ned i køen. Vi er det fjerdemest bebyggede område, så det er svært at pege på, hvor det kan lade sig gøre at finde bolig til dem. Men vi må gå ind og se på, hvordan vi løser det", siger Anne Hjorth.
Tvivl om beskæftigelse
Også formanden for det nye Opgaveudvalg for Integration af flygtninge, Søren Heisel (S), der arbejder med at finde på løsninger til en bedre integration, må med tredoblingen sætte sig tilbage til arbejdsbordet og udarbejde en ny plan.
"De 104 flygtninge, som vi fik i år, var jeg positivt indstillet over for, men med en tredobling bliver det godt nok en udfordring. En god integration foregår på arbejdspladsen, så flygtninge skal hurtigt ud i beskæftigelse. Og her er spørgsmålet om Gentofte Kommune har nok beskæftigelse. De syrere, vi har fået indtil videre, har ikke haft den store uddannelsesbaggrund, og så stort et industriområde har vi heller ikke for ufaglærte. Så jeg er spændt på, hvem vi modtager til næste år. Vi var allerede i gang med én handlingsplan for vellykket integration. Men med en tredobling er keglerne blevet væltet. Så vi må i udvalget tilbage til bordet og diskutere, hvordan vi løser den her udfordrende opgave med at få så mange ud i en virksomhed eller praktik", siger han.
LÆS OGSÅ Gentofte får næsten tredoblet sin flygtningekvote
Udvidelse i alle ender
Det er ikke kun på rådhuset, at tallet har givet genlyd.
I den anden ende af Bernstorffsvej ligger Sprogcenter Hellerup, der står for danskundervisning, og de skal også kunne følge med efterspørgslen.
“På Sprogcenter Hellerup har vi det seneste år arbejdet målrettet med integration af flygtninge, så vi har de tilbud, der er brug for. Men samtidig er det klart, at vi ikke har kalkuleret med så mange flere flygtninge i kommunen, så det vil kræve noget af os at tilbyde alle danskundervisning. Vi vil skulle have flere lærere, efterhånden som flygtningene kommer, og så bliver lokaler en kæmpe udfordring. Men vi er selvfølgelig parate til at tage udfordringen op”, siger forstander på Sprogcenter Hellerup, Lisbeth Parm.
I Netværkshuset på Ericavej i Vangede er Gentofte Kommune i gang med at forhandle om huslejen til husets udvidelse. Og det bliver der især brug for nu, fortæller leder af Netværkshuset, Arne Madsen.
“Det har været en stor udfordring med de mange, som allerede er kommet. Men der er en stor chance for, at vi får mere plads til næste år. Det hus, vi har, er i to etager, og dem i underetagen flytter ud i løbet af februar. Kommunen har sagt, at de gerne vil leje det til os, så vi får dobbelt så meget plads. Om vi kan følge med er afhængig af, at der er frivillige nok i huset, og om vi kan skaffe nok cykler. Lige nu får alle flygtninge en kontaktperson og en cykel. Men vi vil gøre vores for, at det lykkedes. Der er en god stemning i huset, og det hjælper os til at tro på, at alting nok skal lykkes".