Min første vittighed

Jeg husker min første vittighed. Jeg husker endda, hvor jeg fortalte den henne, for det fandt sted på stien, der går forbi Spinderihallerne i Vejles vestby. Dengang var tingene anderledes. Det var i starten af 70erne, og mon ikke der blev arbejdet inde i de store haller. Det tror jeg helt bestemt nogen gjorde, men som stor arbejdsplads var fabrikken på retur.
Men der på stien fortalte jeg min første vittighed, og den havde jeg ikke selv fundet på, for jeg havde fået stavet mig igennem et Anders And blad, og var faldet over vittigheden. Jeg var måske seks år gammel og synes, at den vittighed var ret sjov.
Selvfølgelig skal jeg nok fortælle jer den, men som i enhver anden god historie, trækker jeg det ud i spænding. Især fordi jeg som voksen må erkende: Den er ikke særlig sjov.
Men vi trænger til vittigheder. Vi trænger til de gode grin. Åh, der var så mange af dem op gennem 90erne, hvor jeg stod og hørte Tæskeholdet i radioen, alt mens jeg som ung mand arbejdede på slagteriet. Og jeg hulkede af grin, når Jan Gintberg skreg ud af vinduet til folket under ham.
Og jeg skreg af grin sammen med gutterne, når vi fyrede dårlige vittigheder af.
Husker at jeg engang var på guttetur til Vesterhavet, hvor vi var fire musikergutter i et sommerhus. Vi var helt sikkert ikke på noget tidspunkt under turen fornuftige at høre på, for det er drengerøve aldrig.
Vores allerbedste trommeslagerven, Brian, fortalte undervejs på turen historien om en lille isbjørnefamilie på Nordpolen.
Det er en isbjørneunge, som spørger sin mor og far, om den er en lille brun bjørn.
'Nej', siger forældrene. 'Du er en isbjørn, og det skal du være stolt af'.
Dagen efter spørger den så, om den er en lille sort bjørn.
'Nej, du er en isbjørn, og det skal den være stolt af. Men hvorfor spørger du da om det?
'Jamen, det er fordi jeg fryser'.
Ikke den mest sjove vittighed verden har hørt, men vi brugte hele weekenden i sommerhuset på at sige: 'Jamen, fordi jeg fryser', og så skreg vi af grin. Befriende latter, fordi den historie jo i bund og grund var latterlig. På den søde måde.
Ved I i øvrigt, hvad verdens sjoveste vittighed er? Nå ikke, jamen det ved jeg heller ikke, men det ved de i Monty Python, hvor verdens sjoveste vittighed får alle, der hører den, til at dø af grin. Vi hører den dog aldrig, hvilket jo nok er meget sundt.
Mindre end verdens sjoveste vittighed kan nu også gøre det, så fyr dem endelig af.
Lad os lave en vittighedsuge, hvor vi alle går amok i vittigheder.
Det er så skide besværligt at være sur, eller endnu værre skyde på hinanden, når vi griner. Jo, jeg ved godt, at vi vist efterhånden har lært, at ikke alle har den samme form for humor, så man skal nok gå frem med gelinde, men man kan starte med at fortælle min vittighed. Den første jeg lærte og fortalte.
Den gør ingen skade. Tro mig. Så det vil være en stille start på en vittighedsuge.
Nå, her er den så.
To mænd møder hinanden på et fortov, og så siger den ene til den anden:
'Jeg har hørt, du har fået et nyt arbejde'
'Ja', svarer den anden, 'jeg har fået job på skjortefabrikken'.
'Jamen, hvordan kan du så stå her midt på dagen og snakke med mig. Skulle du ikke være på arbejde?
“Det er fordi, vi i denne uge laver natskjorter”.