Fortsæt til indhold

Voldsoffer fra Hillerød Rådhus husker ikke, hvad der er sket

43-årig udskrevet med mindre skader. Medie siger, at manden er rockerrelateret

Samfund
Jens Berg Thomsen

Manden, der onsdag middag blev overfaldet uden for Hillerød Rådhus, husker ikke, hvad der er skete. Nordsjællands Politi i Hillerød fortæller torsdag morgen, at offeret er en 43-årig mand fra Hillerød.
"Han er først vågnet op på hospitalet," siger politikommissær Jørgen lyster.
Først forlød det, at manden var kommet alvorligt til skade, men dagen efter er han udskrevet igen med mindre skader, oplyser politiet.
Ifølge Ekstra Bladet har manden relation til Bandidos. Nordsjællands Politi vil dog hverken be- eller afkræfte.
"Intet tyder på, at overfaldet er en del af en bandekonflikt. Vi taler om en mand på 43 år. Om han tidligere har haft banderelationer, kan jeg ikke afvise," siger Jørgen Lyster.
"Vi er i gang med at afhøre flere vidner til overfaldet og at indhente videoovervågning. Men vi hører også gerne fra folk, der har set overfaldet eller ved noget," siger Jørgen Lyster og henviser til telefonnummer 114.
Der er ikke noget signalement af gerningsmanden, men politiet efterlyste kort efter overfaldet en grøn Polo. Overfaldet skete kort efter klokken 12 middag.