29 buschauffører er blevet uddannet
I dette efterår har Learnmark Horsens afholdt tre ekstraordinære svendeprøveafslutninger, hvor 29 ufaglærte buschauffører fra Horsens Kommune er blevet uddannet rute- og bybuschauffører. Det oplyser Learnmark i en pressemeddelelse.
Borgmester Peter Sørensen havde mulighed for at deltage i to svendeprøveafslutninger, og for ham har det været vigtigt at vise sin opbakning og stolthed over det, de erfarne og nu faglærte chauffører har gjort.
”Uddannelse og udvikling af nye kompetencer er vigtigt hele livet. Det er vigtigt i forhold til det arbejde, vi udfører i det daglige, men også i forhold til de nye muligheder, der åbner sig for den enkelte. Jeg er stolt over, at chaufførerne har gennemført dette uddannelsesforløb, og jeg håber også, at de selv er stolte, for det har de alt mulig grund til at være,” siger Peter Sørensen.
De nyuddannede rute- og bybuschauffører, som er ansat i Service og Beredskab, kører til hverdag special-rutekørsel med for eksempel skolebørn og ældre. De har alle flere års erfaring som rute- og bybuschauffører, og i en moden alder har de nu fået et svendebrev for deres kompetencer, viden og færdigheder.
En af dem er Jenny Eskesen, som har arbejdet som ufaglært chauffør siden 2012.
”Det er altid godt at blive dygtigere – at blive opgraderet, og jeg er gennem denne uddannelse blevet bekræftet i, at jeg er på den rette hylde,” fortæller Jenny Eskesen.
Otte ugers undervisning
Rute- og bybuschaufførerne har fået merit for en stor del af den praktiske del af uddannelsen, fordi de har så meget praktisk erfaring. De har derfor kunnet nøjes med otte ugers undervisning på Learnmark Horsens, hvor der veksles mellem teori og praksis. Her har de fået undervisning i blandt andet førstehjælp, kundeservice, konflikthåndtering, og de har været på glatførekursus.
For Jenny Eskesen har især de tre AMU-kurser, som handlede om konflikthåndtering, samarbejde og IT, været gode.
”Jeg oplever, at jeg kan bruge meget af det, jeg har lært, både på jobbet og privat,” siger hun.
Topkarakterer
Svendeprøven består af både en skriftlig, mundtlig og praktisk prøve, hvor Jenny fik karaktererne 12, 12 og 10.
”Jeg har taget det stille og roligt, men det har været godt at få genopfrisket reglerne og teorien, for der er mange ting, man glemmer,” siger hun.
Som en del af uddannelsen har chaufførerne lavet en chaufførhåndbog, hvor de har samlet en stor del af den viden, de har fået i løbet af kurset, og som de fremover kan bruge som opslagsværk.