Lægehelikopter var fremme i Udbyhøj i løbet af et kvarter
En flyvetur fra Skive til Udbyhøj på et kvarter
Her i formiddag, fredag, blev det demonstreret, hvor hurtigt hjælpen kan være fremme, når det kniber. Klokken 10 landede en lægehelikopter midt i Udbyhøj Syd for at komme en mand til hjælp. Ud over piloten fulgte en læge og en paramediciner.
Thomas Altheimer, der bor i Udbyhøj, fortæller, at han fik en længere snak med piloten. Denne kunne fortælle, at helikopteren har base i Skive, og det havde kun taget et kvarter at komme derfra og til Udbyhøj.
“Det er svigerfar i Aarhus glad for at høre på vores vegne. Blandt andet fordi jeg saver en del med motorsav”, smiler Thomas Altheimer.
Han tilføjer, at tiden dog måske blev kortet lidt af i dag på grund af orkanen og kraftig medvind.
Thomas Altheimer fik også at vide af piloten, at der er tre lægehelikoptere i Danmark, hvoraf de to er i Jylland og den tredje på Sjælland. Af en de lokale ældre beboere fik han også oplyst, at det er første gang nogen sinde, at der har været en helikopter i Udbyhøj.
Tilfældet i fredags viste sig heldigvis ikke at være så alvorligt, så patienten kom ikke med i helikopteren, men kørte fra Udbyhøj i en ambulance.