Festival i Horsens får 500.000 kroner i støtte
Tegnefestival i Horsens sikret støtte i 2016, 2017 og 2018
Spar Nord Fonden, der har støttet tegnefestivalen både i 2014 og 2015, har besluttet at donere 500.000 kroner til at holde Tegnefestival i 2016, i 10 års jubilæumsåret 2017 og i 2018.
”Vi vil gerne, sammen med Spar Nord Fonden, være med til at bane vejen frem mod jubilæet,” fortæller direktør i Spar Nord Horsens, Jan Rasmussen.
Billedskolen startede det første DM i Tegning på Horsens Kunstmuseum i 2008. Idemanden bag Tegnefestival og leder af Billedskolen Horsens, Jannik Broz, fortæller, at Tegnefestival fortsat hvert år vil holde en hel uges Tegnefestival i Horsens.
I løbet af ugen vil man finde Danmarks bedst tegnende og afholde DM i tegning. Over hele landet vil der være arrangementer og workshops i samarbejde med billedskoler, kunstmuseer og andre kulturinstitutioner.
“Vi ser en stor stigning i antal skoler, der ønsker at være med, og der gøres en kæmpe indsats for at nå ud til endnu flere. Ser vi nogle år frem, har vi forhåbentlig bidraget til, at danske arkitekter, designere og tegnere er passionerede og eftertragtede,“ siger Jan Rasmussen i en pressemeddelelse fra Spar Nord Fonden.
Nyt samarbejde
Netop i 2016 indledes et nyt samarbejde med Dansk Arkitektur Center. Det betyder, at der i dette år også sættes særligt fokus på blandt andet arkitektur, kreativitet og tegning.
”I forbindelse med vores 10 års jubilæum sætter vi blus på og indleder nye samarbejder med både ind- og udenlandske talentfabrikker og grafiske bureauer. Netop nu glæder vi os over Spar Nord Fondens store donation, som er et vigtigt bidrag til at udvide og gennemføre de kommende tre års initiativer,” siger Jannik Broz.