Hellerup Strandpark står til fredning
Kulturstyrelsen har besluttet, at Hellerup Strandpark skal fredes. Både Gentofte Kommune og sejlklubben vil klage over afgørelsen
Spændingen om Hellerup Strandparks fremtid blev udløst i torsdags.
Efter en behandlingstid på små tre måneder sendte Kulturstyrelsen sin afgørelse til Gentofte Kommune: Det selvstændige landsskabsarkitektoniske værk, Hellerup Strandpark af G.N. Brandt fra 1918, skal fredes.
Fra Gentofte Kommune, der ejer havn og strandpark, lyder der ikke mange positive toner, og planchef Michael Holst fortæller da også, at man har tænkt sig at benytte muligheden for at klage over afgørelsen.
"Vi modtog afgørelsen i torsdags, hvor Byplanudvalget holdt møde om aftenen. Forvaltningen kunne derfor orientere udvalget, der besluttede, at forvaltningen skal formulere et udkast til en klage, der forelægges Kommunalbestyrelsen den 14. december", siger han.
Klagefristen er på fire uger fra modtagelsen af afgørelsen.
For kulturministerens vedkommende er der ikke frist på, hvornår et svar på en klage over Kulturstyrelsens afgørelse skal foreligge.
Blev ikke inddraget
"Gentofte Kommune er ikke enige i, at området behøver en fredning, og kommunen er utilfreds med, at man ikke som ønsket er blevet inddraget, inden den endelige beslutning om fredning blev truffet", siger Michael Holst videre.
Kommunen har, som tidligere omtalt i Villabyerne, givet udtryk for, at en fredning af Hellerup Strandpark er helt unødvendig, idet kommunen altid har taget vare på området med stor respekt for arkitektur og kulturværdier - og i øvrigt er ved at udarbejde en bevarende lokalplan for området.
Desuden vil en fredning gøre det besværligt at foretage bygningsarbejder og lignende, der rækker ud over almindelig vedligeholdelse, da man skal søge styrelsen om tilladelse.
Umiddelbart positivt
For brugerne af Hellerup Havn, med Hellerup Sejlklub i spidsen, er det umiddelbart en positiv nyhed, da havnebassinet og store dele af havnearealet ikke, som ellers ønsket af Det Særlige Bygningssyn under Kulturstyrelsen, bliver omfattet af fredningen.
"Vi glæder os over, at Kulturstyrelsen delvist er kommet os i møde. Slæbestedet, kranmolen og fyrmolen er ikke omfattet af fredningen, altså det, der ligger inden for den nye højtvandssikring, og det er meget positivt. Men man har ikke respekteret, at arealet mellem havnebassinet og rosenhaven bruges til opbevaring af joller, og det giver ingen mening at adskille jolleareal og havnebassin", siger Thorkild Pedersen på vegne af Hellerup Sejlklub.
Og det helt store problem er, at det billede- og kortmateriale, der indgår som bilag i sagen og ligger til grund for styrelsens afgørelse, er forældet. På trods af, at sejlklubben havde gjort styrelsen opmærksom på dette.
Som det fremgår af billedet ved denne artikel - billedet pryder forsiden af Kulturstyrelsens svar - er billedet taget, inden den nye høfde blev anlagt.
"Også det nye slæbested til stranden er etableret, efter at billedet er taget, og dette slæbested indgår som et væsentligt element i sejlklubbens aktiviteter. Derfor er det meget vitalt for os, at det bliver tænkt med i beslutningen", siger han.
Thorkild Pedersen understreger, at akkuratesse er yderst vigtig i sådanne sager, og at Kulturstyrelsen ved at bruge forældet kortmateriale har begået en afgørende fejl.
"Jeg ved, vi er høringsberettigede, men om vi også selvstændigt kan klage over afgørelsen til ministeren, ved jeg ikke endnu. Men klage, det vil vi".
Tilfreds forening
Initiativet til at frede Hellerup Strandpark kom fra Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.
Formanden for landsforeningens Have- og Landskabsudvalg, Kirsten Lund-Andersen, er ikke overraskende tilfreds med afgørelsen.
"I Landsforeningen glæder vi os over Kulturstyrelsens beslutning. Vi har indsendt fredningsforslaget, fordi vi mener, at Hellerup Strandpark i sin helhed har de bærende fredningsværdier, der knytter sig til det samlede anlæg med allé, forskellige hækomkransede rum, staude- og rosenhave, stier og tennisbaner med mere", siger hun og fortsætter:
"Den landskabsarkitektoniske værdi ligger netop i det overordnede greb, som G. N. Brandt har frembragt her. Vi håber, Gentofte Kommune vil være så stolte over at have et så unikt haveanlæg og følge op på fredningen med at genskabe den skålformede græsplæne i staudehaven og fortsat vedligeholde det som nu. Når man har sådan et anlæg, har man en stor forpligtigelse til at bevare det for eftertiden, og det er hér, en fredning kommer på tale. Det er det eneste redskab, vi har for bevaring, der duer. Der er ikke noget at være bange for", understreger Kirsten Lund-Andersen.
Et par anbefalinger
Den skålformede græsplæne, som der henvises til, i staudehaven findes ikke længere. Kulturstyrelsen anbefaler i sin afgørelse, at kommunen genetablerer den oprindelige forsænkning af plænen ved en fremtidig omlægning af haven, lige som styrelsen anbefaler, at de glatte døre og nyere vinduer i klubhuset ved tennisbanerne udskiftes med døre og vinduer, som i højere grad passer til bygningens alder og arkitektur ved en fremtidig istandsættelse.
Det Særlige Bygningssyn indstillede efterfølgende, at også Hellerup Lystbådehavn skulle omfattes af fredningen. Men da kommunen som nævnt er ved at udarbejde en lokalplan for hele området, mener Kulturstyrelsen, at lokalplanen vil kunne varetage den helhed og sammenhæng, som Hellerup Strandpark og havn tilsammen udgør.
Man kan læse afgørelsen på www.kulturstyrelsen.dk. Det nemmeste er at søge på Hellerup Strandpark.