Fortsæt til indhold

Ny bro er nu blevet til firma

Samfund
Arkiv

Så er der blevet stiftet et firma, der skal stå for arbejdet med og opførelsen af den nye fjordforbindelse ved Frederikssund.
Fredag den 27. november blev selskabet "Fjordforbindelsen Frederikssund" stiftet. Samtidig blev bestyrelsen konstitueret med Leif Tullberg som formand og Helle Mørk Friis som næstformand.
Som det allerførste besluttede bestyrelsen at udsende udbudsmaterialet for den største entreprise, som omfatter opførelsen af broen og anlæg af cirka otte kilometer motortrafikvej.
”Det er et fantastisk spændende projekt, vi i bestyrelsen skal tage hånd om, og vi glæder os til at komme i gang. Fem prækvalificerede konsortier venter på at udarbejde deres bedste bud på en løsning. Derfor besluttede vi på mødet, at udbudsmaterialet skal ud over rampen nu,” siger bestyrelsesformand Leif Tullberg.
De udvalgte konsortier vil modtage udbudsmaterialet fredag den 4. december. Når udbudsmaterialet er offentliggjort, vil Vejdirektoratet, der på selskabets vegne står for den praktiske håndtering af projektet, indlede den konkurrenceprægede dialog med de fem konsortier. Det vil ske i begyndelsen af 2016.
Herefter forventes konsortierne at aflevere deres tilbud inden sommerferien, så der kan indgås kontrakt med et af konsortierne i efteråret 2016.
Selskabet "Fjordforbindelsen Frederikssund" skal udover varetagelsen af etablering af en ny motortrafikvej og fjordforbindelse over Roskilde Fjord stå for opkrævningen af betalingen, som brugerne af forbindelsen skal betale.