Fortsæt til indhold

Kiwi åbner kæmpe discountbutik i Horsens

Ny stor kiwi, dobbelt så mange varer som en almindelig Kiwi discountbutik, egen bager, pakkeshop - og altid gratis kaffe

Samfund
Jeppe Rafn

Lørdag den 5. december åbner Kiwi en discountbutik i Horsens i størrelse XXL. Her finder du over 5.000 dagligvarer, hvilket er cirka dobbelt så mange som i en almindelig Kiwi discountbutik.
“Tag for eksempel pastasauce. Her har vi både vores eget First Price mærke, en mærkevare og en økologisk vare. Folk har flere valgmuligheder i en storkiwi,” fortæller Lasse Sørensen, butikschef i den nye storkiwi i Horsens.
Ambitionen med den nye kæmpediscountbutik er at gøre op med idéen om, at discount er et billigt supplement til supermarkedet.
“Du kan få det hele her og behøver ikke gå et andet sted hen for at handle færdig,” siger butikschefen.

Guldbager og GLS

Som i landets tre andre storkiwier er der en selvstændig 'tag-selv' Guldbager butik med eget bageri i butikken. Ved siden af bagerbutikken står der en kaffeautomat, hvor du kan få dig en kop gratis kaffe. Derudover kan du sende og modtage pakker fra en GLS pakkeshop i butikken.

Sundt og økologisk

Kiwi har særligt fokus på sundhed og økologi, og det gælder ikke mindst i de nye storkiwier, der har særligt mange økologiske varer, en stor frugt og grønt afdeling og mange glutenfri, sukkerfrie og allergivenlige produkter. Discountkædens slogan hedder 'Alle skal have råd til sundhed', og man har i den forbindelse indført et kiwikort, der giver 20 procent rabat på al frugt og grønt, fortæller butikschef Lasse Sørensen.
“Det er en udfordring at være med til at bygge et nyt koncept op, der stadig er under udvikling,” siger Lasse Sørensen.
Han har i flere år været butikschef i et byggemarked, så det er en nyt for ham at arbejde med dagligvarer. Hvad han ikke ved om Kiwi og dagligvarer, ved hans souschef Sanne Andresen til gengæld.
“Hun ved ALT om Kiwi,” siger Lasse med et grin.
Sanne Andresen var med til at åbne de første danske kiwi butikker i Aarhus i 2008, og før det var hun i en årrække ansat i Alta, som i 2007 blev solgt til Dagrofa og året efter skiftede navn til kiwi. Sanne har været souschef og butikschef i en af discountbutikkerne i Aarhus og senest butikschef i Kiwi i Stensballe.
“Det er spændende at være med til at åbne en storkiwi med flere kunder, flere medarbejdere og et større sortiment,” siger souschefen med den store viden om kiwi.

Åbningsfest

Den nye kæmpe discountbutik ligger på Vejlevej 70 i T-krydset ved Ringvejen og Vejlevej i Horsens, hvor Kiwi har indrettet sig i Danbo Møblers tidligere lokaler. Butiksarealet er på næsten 1.300 kvadratmeter, og der er i alt 37 ansatte i storkiwien, der er den fjerde af sin slags i Danmark.
Butikken åbner lørdag den 5. december klokken 07 med en lang række åbningstilbud. En time tidligere er der gratis kaffe og rundstykker til de morgenfriske, og i løbet af dagen sker der forskellige ting i butikken. Julemanden og drillenissen Erik underholder, Kiwis sundhedsekspert giver gode råd, og du kan få billige hotdogs samt smagsprøver.