Aarhus Kommune flytter ind i Bispehaven
Vejledningsmiljøet er et resultat af den partnerskabsaftale, som i januar blev indgået mellem Aarhus Kommune, Østjysk Bolig og Østjyllands Politi efter en periode med tilbagevendende uro og problemer især blandt en gruppe af unge.
”Det er offentlige myndigheder, boligselskab, frivillige foreninger og et mentorkorps i et smukt samspil, som skal bidrage til at genoprette ro og tryghed i Bispehaven. Det forventer jeg mig meget af,” siger direktør i Østjysk Bolig Allan Søstrøm i en pressemeddelelse.
I Spor 215 vil unge i og omkring Bispehaven kunne få hjælp til at få Nem-id, oprette en digital postkasse, få styr på den private økonomi, søge gældssanering og meget andet. Og de vil kunne få rådgivning omkring kontanthjælp, social boligtildeling, misbrugsbehandling, uddannelses- og jobmuligheder og meget andet.
”Spor 215 er ikke bare et nyt kommunekontor i Bispehaven. Her er der fokus på hjælp og vejledning inden for de muligheder, der er, og ikke egentlig sagsbehandling. Mange af de unge har svært ved at navigere rundt i det offentlige system, og det kan de professionelle og frivillige medarbejdere i Spor 215 hjælpe med,” siger social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom i en pressemeddelelse.
Det er imidlertid ikke forventningen, at alle unge selv vil henvende sig, selv om kommunen rykker helt ind i nabolaget. Derfor får boligselskabets boligsociale medarbejdere, Østjyllands Politi og Socialforvaltningens opsøgende medarbejdere til opgave at motivere de unge til at henvende sig.
”Vi skal sikre en tryg og god bydel, og det giver det nye vejledningsmiljø bedre mulighed for. Med vejledningen sætter vi målrettet ind, følger individuelt op, samtidig med at vi holder fokus på tværgående koordination og samarbejdet med forældrene. Det er et fælles ansvar, at det lykkes med at sætte en ny kurs for områdets unge. Her spiller forældrene en afgørende rolle i at støtte deres børn og unge i uddannelse og ind i et godt voksenliv,” siger Bünyamin Simsek i en pressemeddelelse.
Modellen for samarbejdet er ny, men det er tanken, at bruge erfaringerne fra Bispehaven andre steder i byen med lignende udfordringer.
”Jeg hilser initiativet velkomment. Det er en væsentlig del af den partnerskabsaftale, der blev indgået mellem Østjysk Bolig, Aarhus Kommune og Østjyllands Politi den 29. januar i år. Politiet vil med de politifolk, der er til stede i området, støtte op om myndigheds- og vejledningsmiljøet, der udover at være en direkte hjælp til de unge, der har et behov, tillige kan bidrage til at øge den generelle tryghed i området,” siger politidirektør Jørgen Ilum, Østjyllands Politi, i en pressemeddelelse.