Fortsæt til indhold

Annabella underholder de unge i ny tv-serie

14-årige Annabella Høeg Sørensen fra Vedbæk er med i den nye komedieserie 'Losers United', som har premiere på TV 2 på mandag

Samfund
Anne Dahl Kristensen

Drømmen er en professionel karriere som skuespiller, og meget tyder på, at 14-årige Annabella Høeg Sørensen fra Vedbæk er godt på vej.
Tidligere har hun spillet rollen som Yrsa i den seneste Krummefilm, ligesom hun har medvirket i flere musikvideoer og kortfilm. Og på mandag kan hun opleves i TV2"s nye dramatiske komedieserie med titlen 'Losers United', hvor hun spiller rollen som den 14-årige stræber Anna.
Tv-serien henvender sig til de 8-14-årige og handler om identitet, tilhør og sammenhold. Og i de bærende voksenroller kan man opleve Søren Malling, Birthe Neumann og Martin Høgsted.
For den unge Vedbæk-borger har det været en stor oplevelse at være med i tv-serien.
"Jeg vil på sigt rigtig gerne kunne leve af at være skuespiller og helst på film. Jeg føler, at jeg nu er et lille skridt nærmere den drøm. Jeg har lært rigtig meget, og det har været fedt at prøve at spille en rolle, som svarer til min egen alder," fortæller Annabella Høeg Sørensen og tilføjer:
”Desuden har jeg lært en masse nye mennesker at kende og fået en ny veninde.”

Ambitiøse Annabella

Losers United er en tv-serie i seks afsnit af 15 minutters varighed, og den byder på lige dele komedie og drama.
Serien har Kløverskolen som sit omdrejningspunkt. Her handler alt om sport og om at vinde. Men da fodboldholdets stjerne, Oscar på 14, bliver en tand for blærerøvsagtig til den tyranniske Køter og hans underkuede højrehånd Kiksen, omplanter den skruppelløse skoleinspektør ham fra det populære fodboldhold til tabernes losseplads: 'Medieholdet'.
Her møder blærerøven, Oscar, stræberen Anna, den sarkastiske Malou, og klassens klovn, Youssef, der er seriens fortæller. Sammen tager de kampen op mod overmagten og finder undervejs både sig selv og hinanden i et stærkt sammenhold.
Rollen som den videbegærlige Anna er ikke helt uvant for Annabella. Hun går nemlig også meget op i sit skolearbejde på Vedbæk Skole.
"Jeg er også meget ambitiøs, og jeg kan godt lide at lære nye ting. Sådan har det vist altid været, så på den måde kan jeg godt relatere til Anna. Hun er også generelt meget positiv og vil gerne have at folk er gode venner. Det kan jeg også godt genkende," fortæller Annabella Høeg Sørensen.
Losers United har premiere med et dobbeltafsnit mandag den 14. december klokken 15.50, men serien kan også allerede nu ses på TV2 Play. De øvrige fire afsnit bliver vist tirsdag til fredag i næste uge klokken 16.10.

De fire elever på Kløverskolens mediehold i tv-serien 'Losers United' kan opleves fra på mandag, hvor serien har premiere. Foto: Kasper Wind