Ingen skal sidde alene juleaften
Et lokalt initiativ i Bov sikrer, at ingen behøver at sidde alene og fejre jul. Alle er velkomne på Smedeby Kro
Julen er hjerternes fest, og det er i juledagene de fleste af os kryber sammen med vores kære i stearinlysenes skær.
Men julen kan være en hård tid for dem, der ikke lige har familien tæt på, eller som af en eller anden grund er alene.
I Kruså-området behøver ingen at sidde alene juleaften.
Det sørger handicapforeningen LAH Bov og initiativtager Svend Villadsen for.
Foreningen vil nemlig for andet år i træk arrangere juleaften for alle, der har lyst, og som ellers ville have skullet tilbringe juleaften alene.
“Jeg mistede min samlever for to år siden, og jeg elsker at gøre noget for andre. Så på det tidspunkt, var der ikke langt fra tanke til handling,” fortæller Svend Villadsen om sit initiativ.
Juleaften den 24.
Det er ikke usædvanligt, at der er tilbud til enlige og ensomme omkring juletid.
Men det hører alligevel til sjældenhederne, at arrangementerne rent faktisk foregår på selve juleaften.
“Man kan starte med gudstjenesten i kirken, og så gå herhen bagefter. Vi starter omkring kl. 17 med et lille glas gløgg, så er der mad, og vi synger og leger pakkeleg. På den måde får alle en gave. Det hele sultter igen omkring kl. 22,” fortæller Svend Villadsen.
Jesper Ulrich deltog i arrangementet sidste år, og har også sikret sig billet til dette års arrangement.
“Jeg har været alene i mange år, og jeg nød virkelig at være med sidste år. Det er som en stor familiefest. Faktisk får jeg besøg af min søster og svoger til jul i år, men vi har bestemt os for, at vi alligevel kommer til arrangementet juleaften,” fortæller Jesper Ulrich, der til dagligt driver værtshuset Toldboden i Kruså.
Lokale bakker op
Arrangementet er støttet af en lang række lokale sponsorer, og det er med til, at prisen for hele aftenen lander på beskedne 130 kr.
“Og det dækker altså både mad og en julegave. Ejeren af Smedeby Kro har stillet lokalerne til rådighed, og han laver samtidig maden til os. Men der er mange, der giver til festen,” fortæller Svend Villadsen.
Frivillige hænder
Udover de mange lokale sponsorer trækkes læsset også af frivillige, der giver en hånd med, så det bliver en hyggelig julefest.
John Hansen var gæst sidste år, men i år giver han en hånd med som frivillig hjælper.
“Hele min familie bor på Sjælland, så jeg er glad for, at der er der her tilbud,” siger John Hansen.
Alle er velkomne til arrangementet. Bedst er det, hvis man husker at tilmelde sig.
“Men hvis der kommer en forbi, der ikke har fået meldt sin ankomst, eller hvis en landstryger kigger forbi. Så får han også lidt mad,” lover Svend Villadsen.