Fortsæt til indhold

To velkendte virksomheder fusionerer

Fusion styrker Esbjergs stærke producenter af presenninger

Samfund
Arkiv

To velkendte virksomheder med en lang historie på Esbjerg Havn, Hans Aa A/S og Vase A/S, fusionerer med virkning fra 1. januar 2016.

Samtidig er grundlaget skabt for et langsigtet generationsskifte, der skal fremtidssikre ejerskabet og ledelsen af selskaberne under Hans Aa Group med samlet over 130 medarbejdere.
Hans Aa og Vase er oprindelig sejlmagervirksomheder, men har i de senere år været inde i en transformation fra håndværksfirmaer til leverandør af henholdsvis store serier af presenninger til industrien og specialpresenninger til mange forskellige brancher.

“Vores virksomhed er de seneste 10 år vokset fra fem til over 120 medarbejdere, og det stiller os over for helt andre ledelsesmæssige udfordringer end tidligere. Vi er ligeledes sårbare ved, at udviklingskompetencerne er fordelt på forholdsvis få personer. Med fusionen får vi styrket vores faglige bredde, så vi bliver i stand til at levere både specialopgaver og store volumener til den rigtige pris,” siger adm. direktør Hans Erik Aa, Hans Aa A/S.

De to virksomheder

Hans Aa, der beskæftiger 11 medarbejdere på hovedkontoret på Vagervej, etablerede i 2004 egen produktion i Pila i Polen med nu 85 medarbejdere. For seks år blev produktionsbasen styrket yderligere med egen systue i millionbyen Ningbo i Kina, hvor der er 30 medarbejdere. Vindmølleindustrien er den største kundegruppe med presenninger til vinger, naceller og tårne under transport.

Vase beskæftiger syv medarbejdere i Helgolandsgade og har i de senere år skabt sig en stærk profil inden for udvikling af presenningsløsninger. Således har Vase i en længere årrække som underleverandør deltaget i udviklingen af chute-systemer og andet evakueringsudstyr for Viking Life-Saving Equipment A/S.

De to producenter af presenninger og afskærmninger fortsætter som selvstændige virksomheder de første par år efter fusionen, indtil strukturen og de fysiske forhold er på plads til den fortsatte ekspansion.

Medejer af Hans Aa Group

Hans Aa & Sønner blev i 1949 etableret af bedstefaren til to af de nuværende ejere, Hans Erik Aa, 51 år, og Annette Aa Jensen, 58 år. Hans Erik tog over fra faderen, Harald Aa, i 1989, og Annette og hendes søn, Henrik Lodberg Jensen, 35 år, blev medejere i 1999. Sidstnævnte har ledet den polske fabrik siden etableringen i 2004.

Vase blev stiftet helt tilbage i 1909. Siden 1984 har virksomheden været drevet af Søren Aa, der i 2005 tog den sejlmageruddannede Jonas Madsen ind som medejer. Generationsskiftet er foregået løbende siden, og Jonas Madsen er nu 100 procent ejer af Vase A/S. Søren Aa fortsætter som daglig leder og har endvidere ansvaret for selskabet Nautic Ejendomme.
Jonas Madsen, 38 år, overtager som led i fusionen 25 procent af aktierne i Hans Aa Group og træder ind i ledelsen af den fusionerede virksomhed. De tre øvrige ejere, hvoraf de to mandlige er uddannet sejlmagere, fortsætter med en tilsvarende ejerandel.

“Jeg har været ansat i Vase siden 2000, og ved fusionen får jeg de udfordringer i en langt større virksomhed, som jeg har ønsket i de senere år. Min nye ledelsesopgave vil indebære, at jeg vil kunne udnytte mine kompetencer til også at udvikle nye projektløsninger på større opgaver til gavn for vore kunder, og jeg glæder mig til samarbejdet med mine nye kolleger i Hans Aa A/S, siger Jonas Madsen.