Fortsæt til indhold

Her vrimler det med røde glenter

En af Lokalavisens læsere glæder sig over masser af røde glenter i lokalområdet

Samfund
Mogens Greve

Alle Kommuner har fået udpeget en særligt truet dyre- eller planteart, som de har pligt til at yde en særlig indsats for at beskytte. Syddjurs Kommune har fået den røde glente.
På syddjurs.dk skriver kommunen blandt andet om status for den røde glente:
”I Syddjurs Kommune har der de senere år været enkelte ynglepar ved Kolind, Rønde/Hornslet og Stubbe Sø. Selvom landskabet på Syddjurs er velegnet til Rød glente, har der dog generelt været en lav ungeproduktion, og den lille bestand er ustabil.”
Dorte Faurschou Hertz fra Hejlskov har kontaktet Lokalavisen og fortæller, at det siden sidst i september har været en fornøjelse at se en stor flok røde glenter med op til 26 fugle gå til ro for natten i en lille skov på marken mellem Hejlskov og Bøjen.
”Stor tak til den landmand, der lader sådan en lille flok træer stå på et stykke jord, der alligevel vil være besværlig at dyrke,” skriver Dorte Faurschou Hertz i sin mail til Lokalavisen.
”Det er en stor fornøjelse at få disse oplevelser med glenterne for os, der bor i området.”
Hun skriver, at fuglene jævnligt kan ses, når man kører på Randersvej mellem Termestrup og Syvveje.