Fortsæt til indhold

Amerikansk guldgraverøl - fra Thisted

Thisted Bryghus laver tre varianter via amerikansk brygmetode, som mest blev brugt i guldgraverens tidsalder

Samfund
Af Brian Fogsgaard Jensen salgskonsulent, ølentusiast, topbier ølsmagninger

Vi danskere drikker generelt for meget alkohol.
Budskabet fra en klumme som denne er, at hæve kvaliteten på de øl vi drikker, men på bundlinien skal vi drikke mindre.
Kort sagt: drik øl af bedre kvalitet og skru ned for indtaget af discountøl.
Du vil opdage at drikkevarer af bedre kvalitet og fyldighed, har en langt mere mættende effekt og vil automatisk nedbringe dit forbrug.
Mange er konservative i deres foretrukne valg. Hvornår har du sidst skiftet til, en anden fabrikat af kaffe, brød, vaskemiddel eller nyheder?
Mange foretrækker den samme øl som de har drukket siden endt uddannelse, hvilket typisk er Grøn Tuborg, Carlsberg eller Harboe.
Øl fra disse fabrikater er samtidig de mest solgte i Danmark.
Hvad nu hvis de konservative øldrikkere, fik smag for fyldigere øl?

Øl af bedre kvalitet

Tendensen er undervejs netop nu, da andelen af salget af discountøl er faldende og øl af bedre kvalitet er i stigning. Et bryggeri som er en del af den nye tendens er Thisted Bryghus.
Bryghuset fra Thy har åbenbart også planer om et udenlandsk eventyr. Bryggeriet har netop lanceret tre nye øl, inspireret af den amerikanske mikrobryg-bølge.

Brian Fogsgaard Jensen fortæller om Steam Beer fra Thisted Bryghus i denne ølklumme. Foto: Kian Johansen.

Steam Beer til guldgravere

De tre nye øl er en såkaldt Steam Beer, som var en pilsnertype der oprindeligt blev brygget til de tørstige guldgravere i Californien og Nevada, for 200 år siden.
Thisteds version kaldes Monterey og er på 5,8 %. Boston er navnet på Thisted"s nye american pale ale, som er en velduftende og sprød øl med dejlig smag af frisk humle.
Den tredje nye øl er Seattle. Seattle er Thisted"s udgave af en stout, som er brygget med ægte ristede kaffebønner.
Den er på 6,5 % og er sort som en kop stærk kaffe. Seattle kaffe stout"en har et meget lækkert beigefarvet cremet skum og en aroma af ristede kaffebønner og mørk chokolade.
Den har et lavt indhold af kulsyre, hvilket gør at du ikke føler dig oppustet når denne øl er drukket.

Seattle på fod

Hvis du synes at Thisteds Limfjordsporter, er lidt for kradsbørstig kunne Seattle være en behagelig øl, som belønning efter dagens opgaver.
Nyd den i et glas på fod og ikke for kølig, men fra 10 grader og opefter.

Hvad nu hvis de konservative øldrikkere, fik smag for fyldigere øl?
Brian Fogsgaard Jensen