"Det første lys, jeg ser om morgenen, er fra min telefon"

Okay, jeg indrømmer det. Jeg elsker dig, og jeg vil altid have dig hos mig. Tanken om at du er et andet sted uden mig, gør mig bange. Lige fra da jeg så dig første gang, lyste mine øjne op. Jeg ville bare have dig. Jeg er afhængig af dig.
Sådan tænker rigtig mange unge mennesker om deres mobiltelefoner. Hvorfor er det sådan? Vores forældre har levet fint uden. Vi unge i dag er primært sociale igennem ”maskiner”, hvor vores forældre var meget mere sammen i fritid og til sport, for at få dækket deres sociale behov.
Det første lys jeg (og de fleste i min generation) ser om morgenen, er fra telefonskærmen. Er der sket noget spændende i nat? Er der nogen, der har tænkt på mig, imens jeg sov? Har jeg fået nye likes på mine billeder?
Alle de spørgsmål stiller jeg mig selv, når jeg vågner. Nej faktisk inden jeg er rigtig vågen. Tankerne overvælder mig i overgangen fra søvn til at være helt vågen. Hvorfor har jeg det behov for lige at tjekke som det første på dagen? Grænser det egentlig ikke lidt til det sygelige? Hvad gjorde vores forældre som det første, når de vågnede?

hvorfor taler hun til mig?

Forleden dag sad jeg på S-tog stationen, og ventede på toget på vej til skole. Helt naturligt fandt jeg mine høretelefoner frem, og skulle til at finde en god sang at starte dagen med. En ældre dame kom hen til bænken, og satte sig ved siden af mig. Hun sagde godmorgen, og jeg svarede høfligt tilbage.
Hvorfor snakker hun til mig? Kender jeg hende? Er det en af mine forældres venner? Det ville de fleste unge nok også tænke. Vi er ikke vant til så direkte en kontakt med fremmede. Pludselig begyndte hun at snakke igen, ”Det er meget sjovt”. Først forstod jeg hende ikke. Blev faktisk i tvivl om det var mig hun talte til, eller om hun var skør og talte med sig selv.
”I gamle dage snakkede man med hinanden, når man havde mulighed for det, i modsætning til nu, hvor man sidder med hovedet begravet konstant i skærmen. Det er ret forfærdeligt synes jeg”. Hun kiggede på mig, og så på min telefon.
Jeg blev helt paf, og vidste ikke hvordan jeg skulle svare hende.
Toget reddede mig, og kørte ind på perronen, så vi skiltes. Hele togturen kunne jeg ikke lade være med at tænke på det, damen sagde. Hun havde jo ret. Og hun var jo faktisk ret sød og imødekommende. Hvorfor afskærer vi os for den mulighed, at møde den rigtige verden derude?
Alle går rundt, og er helt fordybet i deres telefoner, og jeg er jo ikke bedre selv. Faktisk gør mine forældre det også, og selv min mormor er med ”på bølgen nu”.

En uvirkelig verden?

Hvis jeg er til en kedelig fest, er jeg altid klar til, at tage telefonen frem som en plan B. Så ligner det, at jeg har noget mere interessant, at beskæftige mig med, frem for at vise at jeg faktisk keder mig, og hellere vil videre. Underholdningen i mobilen, kan faktisk være meget ”sjovere”.
Det samme gælder i de offentlige transportmidler. Hvis der f.eks. kommer en hjemløs gående, som tigger for penge, prøver man også at undgå øjenkontakt, ved at kigge ned på den pokkers skærm, eller skrue op for musikken i ens høretelefoner.
Hvorfor er vi så bange for at møde den virkelige verden? Er telefonen på den måde, en slags afledningsmanøvre fra den virkelige verden? Det gælder også de sociale medier, hvor man selektivt kan søge det man bedst kan lide, og fravælge det vi ikke bryder os om.
Skaber vi på den måde en uvirkelig verden selv? En slags oase?
Jeg tror det er derfor, at vores generation hele tiden fokuserer på, om det skal være det ene filter frem for det andet på sin instagram, og hvordan man bedst muligt fremstår udadtil, så man er sikker på at få en positiv bekræftelse fra andre. Og for hvad? Bliver jeg et bedre menneske af dette? Bliver jeg mere populær af dette? Venskaber, forhold og relationer er konstant under pres igennem de sociale medier. Er det så vigtigt med den positive bekræftelse hele tiden? Man skal jo konstant have en facade oppe, og passe på hvad både jeg selv, og andre gør på medierne. Det er ret stressende.
Hvorfor kan vi ikke bare hvile i os selv?

Mobilfrie dage

Den nye generation vokser op med en telefon, som er den en vigtig del af sin person. Og det er den også blevet. Man sidder på sit værelse, og snakker med sine venner, uden at snakke.
Hvis vi dog bare kunne bremse den udvikling. Stoppe op og måske indføre mobilfri dage. Kan man have bilfri dage, kan dette vel også lade sig gøre.
Sluk masterne!? Luk Facebook, Instagram, Twitter, Snapchat, Youtube mm på en gang. Måske en fast ugentlig dag? Vores nakker vil rejse sig igen, vi vil se op. Faktisk vil vi også få en mere realistisk opfattelse af naturlig skønhed, personlige egenskaber, menneskelig adfærd og en bedre social forståelse. Vores oplevelse hvor vi lever i en kunstig verden, vil ændres til at møde den virkelige verden. Vil hele menneskeheden så ændre sig derefter?
Det kan jo faktisk godt lade sig gøre, at f.eks. gruppen Anonymous blander sig til sidst, og pludselig beslutter et stop. Så bliver man nødt til at gå offline i den uvirkelige verden, og gå online i den virkelige verden.
Det håber jeg faktisk.