Mikkel har åbnet en løbehjul-skole
Løbehjulet - eller scooteren - er Mikkel Jacobsens yndlingstidsfordriv. Nu underviser han også andre i teknikkerne
Ssssuusshh! Klonk! Bang! Ssssuuuusshhh!
Det går stærkt i De Orange Haller overfor Fredericia Skibsværfts gamle administrationsbygning. Store og små drenge farer rundt på løbehjul, som ikke nøjes med at køre på betongulvet: De flyver op i luften, vender rundt på jorden og skifter retning på en tokrone.
Drengene er dygtige og ikke bange for at slå sig. På magisk vis undgår de sammenstød, mens de farer af sted i alle retninger på én gang.
En af drengene er 14-årige Mikkel Jacobsen. Han går i 8. klasse på Kirstinebjergskolen Afdeling Indre Ringvej. Og så er han bidt af et galt løbehjul.
Så bidt, at han har etableret sin egen løbehjul-skole, hvor han underviser andre i sportsgrenens lyksaligheder og teknikker. Og begejstringen lyser ud af ham, når han sætter af og farer hen over hallens gulv og så højt op ad væggen, at Newton ville droppe sine teorier og bare spise det æble, han i sin tid fik i nakken: Tyngdeloven gælder ikke her.
To år og masser af træning
“Jeg begyndte at løbe på løbehjul for lidt over to år siden. En kammerat viste mig, hvad han kunne. Det så sjovt ud, og så gik jeg i gang,” siger Mikkel.
Han bruger ordet løbehjul, selvom nogle andre kalder det en scooter. De bedste koster omkring 5.000 kroner, men brugbare modeller fås helt ned til omkring 1.200 kroner, siger han
“Det giver mig et adrenalinkick, når jeg er på vej op ad en rampe: Så ved jeg, at om lidt laver jeg et af de sejeste tricks nogensinde - eller også slår jeg mig af helvede til,” siger han.
Det ligner opskriften på en brækket arm. Har du prøvet det?
“Nej, jeg har aldrig brækket noget. Nå jo, jeg faldt og slog hovedet lige ned i betongulvet. Det brækkede jeg fire fortænder ved. Siden har jeg altid brugt hjelm,” siger han og peger op på en af hallernes højeste ramper.
“Jeg faldt deroppefra.”
Vil lære andre op
For nylig besluttede Mikkel sig for, at han ville lære andre op.
“I Danmark er det ikke set før, at man kan gå til det her. Men jeg har lyst til at lære andre om sporten,” siger han.
Mikkels Scooter-school underviser onsdage om eftermiddagen.
“I første omgang er det et hold for nybegyndere. Men jeg er sikker på, at der også kommer et hold for let øvede,” siger Mikkel.
Man kan tilmelde sig ved at sende ham sit navn og alder på nummer 27 58 95 08.
Allerede ved hans første undervisning mødte ni op. Nogle faldt dog fra, fordi de var mere øvede end undervisningen lagde op til.
Mikkels Scooter-school er sponsoreret af Underground-shop i Vendersgade. Butikken har leveret præmier til en konkurrence, Mikkel har arrangeret til onsdag den 16. december klokken 19-20.
Konkurrencen foregår ligesom hans undervisning i De Orange Haller.