Fortsæt til indhold

Robot gav mere koncentration i klassen

Overvejende positive erfaringer med brug af robot i undervisningen på specialskolen Stensagerskolen i Viby

Samfund
Erland Rasmussen

En lille hvid og blå robot, der lyder navnet NAO, har været på besøg på Stensagerskolen i Viby, hvor den som led i en test har været brugt som hjælpelærer i undervisningen i tre klasser.
Skolens børn er elever, der generelt har vanskeligt ved indlæring, fordi de enten har udviklingsforstyrrelser som eksempelvis autisme og- eller fysiske handicap.

De foreløbige erfaringer

Det viser sig, at robotten faktisk har kunnet nogle ting, som har begejstret både elever og lærere.
“Der har afgjort været flest positive oplevelser,” lyder erfaringen således fra lærer Kasper Arvin Damgaard, som sammen med lærerkollegaen Heidi Fisker har haft NAO på besøg i 4. A.
Det er Aarhus Nord-virksomheden ACTURA, som forhandler robotten og har udviklet webapplikationen til styring.
Men det er to ingeniørstuderende, Tina Ladegaard Andersen og Anne Kathrine Møller Bedsted, begge Aarhus Universitet, der har forvandlet robotten NAO til hjælpelærer for at undersøge dens pædagogiske potentiale hos børn med psykiske og fysiske handicap.
De har blandt andet programmeret robotten til at stille nysgerrige spørgsmål, lave Tai Chi og yoga, så børnene kan efterligne dens bevægelser og træne muskler, balance og motorik. Hos 4. A på Stensagerskolen har NAO været på besøg fire formiddage som led i testen. Her har man blandt andet netop brugt robotten til at lave Tai Chi med børnene.
Robotten har også været anvendt til bogstavsindlæring og til leg som Kongens Efterfølger.
“Robotten kan udføre en bred vifte af bevægelser, og det gør den godt, fordi det foregår langsomt, tydeligt og på samme måde hver gang. Det er meget vigtigt for vore elever, fordi mange af dem har svært ved at observere, hvad de skal, når de skal efterligne,” uddyber Kasper Arvin Damgaard.
Robotten har også vist sig at være et godt værktøj for lærerne, når det gælder om at holde fokus hos børnene.
“Eleverne koncentrerer sig mere, fordi NAO er dragende, inspirerende, lidt sjov og anderledes med både lys- og lydeffekter, og det er spændende, siger læreren.
Der er imidlertid også opgaver, som robotten ikke kan løse.
“Begrænsningen er, at den ikke kan noget af sig selv uden at være programmeret til det. Derfor kan den kun være gøre en i forvejen bunden opgave lettere,” betoner Kasper Arvin Damgaard.
Derfor frygter Kasper Arvin Damgaard heller ikke at blive afløst af en robot.
“Robotten kan ikke læse børnene, hvordan de har det kropsligt og følelsesmæssigt. Det kræver rigtig menneskelig kontakt og et rigtig godt kendskab til børnene,” konstaterer han.
Eleverne i 4. A har reageret meget positivt på NAO, og Kasper Arvin Damgaard kunne godt se ude i fremtiden, at det en dag bliver hverdag med en robot som hjælpemiddel.
“Ja, jeg kunne godt forestille mig det måske om 10 år, når teknologien er mere udviklet og prisen lavere end i dag,” lyder det.

Robotten NAO er god til visse former for indlæring og træning, fordi den gør tingene langsomt, tydeligt på samme måde hver gang, lyser erfaringen. Foto: AU_Anders Trærup