Fortsæt til indhold

Nattergal støtte til Sølund Musikfestival

Samfund
Af Grethe Bo Madsen

Forpremieren på De Nattergales Juletur 2015, som fandt sted i et totalt udsolgt Kulturhus i oktober, er nu resulteret i en check på lige knap 35.000 kroner til støtte for Sølund Musik Festival.
Checken overrakte de tre Nattergale forleden til festivalformand Lasse Mortensen, sammen med idemanden bag indsamlingen, Poul Bjerregaard Thomsen.
Det var ham, der kontaktede De Nattergale for at høre, om de ville være med til en indsamling til fordel for den skrantende festival for udviklingshæmmede. Ideen var forpremieren, hvor 100 kroner af billetprisen skulle gå til festivalens slunkne kasse.
“Juleglæden var til at få øje på, da vi fik den meget flotte gavecheck. Den falder i den grad på et tørt sted. Så længe der ikke er kommet en afklaring på de udviklingshæmmedes muligheder for at få tryg og kendt ledsagelse med til festivalen, så skal festivalen finde mere end en halv million hvert år, til at dække underskuddet,” fortæller Lasse Mortensen, leder af Sølund Musik festival i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Med De Nattergales donation er indsamlingeen til næste års Sølundfestival skudt godt i gang. Festivalen er verdens største musikfestival for- og med udviklingshæmmede mennesker. Den afvikles hvert år i juni måned i Skanderborg.