Fortsæt til indhold

Har allieret sig med studerende

Multimediedesign-studerende er blevet rådgivere på Rimsøhuset

Samfund
Anette Bonde

Fire unge på multimediedesign-uddannelsen på Erhvervsakademi Aarhus har valgt Rimsøhuset som emne for en eksamensopgave, de skal lave her i december. Det er til fælles gavn, idet de samtidig sørger for, at Rimsøhuset får en ny hjemmeside designet efter alle kunstens regler.
“Det er nogle meget engagerede og aktive unge, der går til opgaven med krum hals. De har hjulpet med at klarlægge nogle af de problemstillinger, der har været om hjemmesiden, og de har været meget hurtige til at se, hvad der kan gøres bedre”, fortæller næstformand i Rimsøhuset Bodil Buonaventsen.

De studerende Carsten Gad, Henning Meldgaard Andersen, Martin Rasmussen og Amalie Risager startede med at besøge Rimsøhuset og få en snak. Herefter har der været en løbende kontakt på telefon og facebook. I øjeblikket er de ved at afdække opbakningen til huset, og ud over design af hjemmesiden vil de prøve at komme med forslag til, hvordan der skaffes økonomi til huset og til promovering af stedet. Noget af det vil muligvis ske fra sidelinjen efter at eksamensopgaven er afleveret.
“Sådan er det nogle gange, at når man har mest brug for det, falder der gaver ned fra himlen”, lyder det glad fra Bodil Buonaventsen.