“Hold jer til A-ruterne, når vejene er glatte”
Vintertid er lig med glatte veje, og kommunen salter efter bedste evne
Graderne kan snyde i vinterhalvåret, advarer Aarhus Kommune. Selvom meteorologerne lover plusgrader skal bilister, cyklister og gående være opmærksomme på, at der kan være risiko for glatte veje og stier i morgentimerne i hele vinterhalvåret.
“Vi rykker ud og salter med meget kort varsel, så snart vi får meldinger om frost, men det tager fire timer fra vi påbegynder vores ruter, til de er afsluttede. Vi opfordrer derfor trafikanterne til at bevæge sig forsigtigt ud i vintervejret og så vidt muligt holde sig til A-ruterne, der bliver saltet først,” forklarer projektleder for Vintertjenesten, Tenna Olsen, i en pressemeddelelse.
I langt de fleste tilfælde har kommunen sørget for at salte præventivt, men det er ikke muligt at gardere sig 100 procent. Og af hensyn til miljøet og økonomien salter kommunen kun, når det er nødvendigt, og meteorologerne melder om risiko for glatte veje.
På www.aarhus.dk/vintertrafik kan du se hvilke veje og cykelstier, der har højeste prioritet. Derudover opfordrer Tenna Olsen alle til at orientere sig under morgenkaffen:
“Det er en god ide at lytte til lokale radiostationer om morgenen. Vær også opmærksom på at fem graders varme ikke udelukker glatte veje.”