Fortsæt til indhold

Gymnastik uden opvisninger - men godt for ryggen

Columna er rygvenlig og forebyggende gymnastik udviklet af fysioterapeuter

Samfund
Annette Schmidt

“Vores øvelser er så lette, at selv mænd kan finde ud af dem, og der er skam mænd på holdene,” siger formand for Columna gymnastik i Horsens, Birgitte Mikkelsen, med et stort smil.
Columna Gymnastik er for alle dem, der har lyst til at passe på ryggen, og for dem, der har brug for det, fordi skaden er sket. Uanset alder og køn.
“Vi har den holdning, at man skal passe på sin ryg på samme måde, som man passer på sine tænder. Det vil sige forebyggende og hele livet,” føjer bestyrelsesmedlem Anni Roskilde til.
Columna betyder søjle på latin, og i Columna Gymnastik er øvelserne udviklet af fysioterapeuter specielt til at skåne ryggen under træning.
“Øvelserne overbelaster ikke ryggen, og ingen øvelser bøjer ryggen ud af dens naturlige s-form. Derfor laver vi for eksempel heller ikke 'katteøvelsen' eller bøjer ryggen bagud i en bro,” fortæller Birgitte Mikkelsen.
“Instruktørerne er dygtige med mange års erfaring. De er på kurser hvert år for hele tiden at vide så meget som muligt om ryggen og lære nye øvelser, der støtter ryggen og hele bevægeapparatet. Øvelserne skal hjælpe både før en skade og efter en skade er sket, og du går med ondt i ryggen,” siger Birgitte Mikkelsen.

Minder om fitness

Gymnastikken bruger bevægelser, der minder meget om de bevægelser, der bruges, når der trænes fitness. Det er bare ikke så belastende. Redskaberne er lige så enkle.
“Vi bruger elastikker, vaskeklude, små håndvægte og flasker fyldt med sand eller ris. Vaskekludene bruger vi under hænder og fødder, som vi tøffer rundt på,” fortæller Anni Roskilde.
“Det, der er anderledes hos os er, at vi ikke laver øvelserne i serier, og vi laver ikke opvisninger, når sæsonen er slut. Når træningstimen på 65 minutter er slut, har vi været alle muskelgrupper i kroppen igennem,” siger hun.
“Du er altid velkommen til en gratis prøvetime enten i Gym House på Langmarksvej eller i Bankagerhallen på Bankagervej. Vi har hold hele året, også om sommeren, for der er nogle, der ikke kan undvære gymnastikken,” siger Birgitte Mikkelsen.
Columna Gymnastik i Horsens har netop haft 15 års jubilæum.

Bestyrelsesmedlem Anni Roskilde (til venstre), formand Birgitte Mikkelsen og kasserer Annette Bentsen viser, hvordan en ’skrog-retter’ udføres. Foto: Annette Schmidt