Fortsæt til indhold

70 år med tømmermænd i Åbyhøj

’XL-Byg Tømmer-gaarden Aarhus’ i Åbyhøj fylder 70 år. To medarbejdere har været med i 30 år - de fortæller her om alle forandringerne

Samfund
Christina S. Johansen

I november 1945 åbnede Erik Løchte en lille tømmerhandel med navnet Aaby Tømmerhandel på en pløjemark i Åbyhøj, som dengang var langt uden for Aarhus.
I dag ligger tømmerhandlen der stadig – i april i år skiftede den navn til XL-Byg Tømmergaarden Aarhus. Det ændrer dog ikke på, at forretningen 18. december fejrer sin 70 års fødselsdag, lidt forsinket, med et telt på pladsen fra klokken 12-17, hvor der vil være lidt godt til ganen, tilbud og arrangementer.
To af butikkens medarbejdere har været med rigtig længe – ikke helt 70 år, men henholdsvis 32 og 30 år. Jesper Helbo og Christian Bonde har oplevet fire ejere og har fulgt tømmerhandlens rejse, fra der stadig blot var mark og kun en lille butik med det allermest nødvendige på stedet, til i dag, hvor der er drive-in trælast og en butik med alt til hus og have.
”Det har været fantastisk at være med gennem så stor en udvikling. Vi har jo selv været med til at tage nogle beslutninger gennem tiden, som har gjort stedet til det, det er i dag,” fortæller Jesper Helbo.

Bliver hængende fremover

De to trofaste medarbejdere husker, hvordan alle følgesedlerne skulle skrives i hånden, og hvordan det tidligere var meget mere fysisk hårdt, før alle hjælpemidlerne kom til. De husker også tydeligt, da den nuværende butik kom til verden med indvielse i 1988.
”Da butikken skulle bankes op, boede vi nærmest hernede – vi samlede inventar, satte prismærker på og så videre – det var i døgndrift,” siger Jesper Helbo.
De er begge enige om, at det er butikkens rådgivning, professionelle hjælp og service, som har sikret forretningens overlevelse i 70 år.
”Vi har en nær kontakt med både kunder, leverandører og kollegaer – altså vi er nærværende. Og så har vi også loyale kunder og nogle gode kollegaer,” siger Jesper Helbo.
”Vi kender jo også rigtig mange af dem, som kommer her. Det har også sin fordel, for vi ved, om den pågældende person er én, som kan klare lidt gas eller ej,” siger Christian Bonde om butikkens kunder, som i øvrigt er cirka halv/halv med hensyn til private og professionelle håndværkere.
I dag er der 11-12 personer ansat plus nogle medhjælpere. Da det gik allervildest for sig, var der cirka 35 personer ansat.
”Det var vildt – måske også for vildt. Vi kunne jo nærmest ikke være her – vi har jo ligesom kun den begrænsede plads, vi nu engang har,” siger Jesper Helbo og hentyder til butikkens placering ”klemt inde” mellem togskinnerne på den ene side, et villa-kvarter på den anden og Søren Frichs Vej samt Åby Ringvej på de to sidste.
Trods alle forvandlingerne har Jesper samt Christian hængt ved gennem hele deres voksne arbejdsliv, og med deres blot 49 og 47 år er der mange gode år tilbage at give af – og de bliver efter alt at dømme også brugt på ”den lille tømmerhandel på pløjemarken”.
”Med mindre der sker noget radikalt, så bliver vi nok hængende. Det er jo 'vores' virksomhed og vores historie,” siger Jesper Helbo.