Rådmanden råber på almene boliger
Kristian Würtz (S) fremlægger forslag til en boligpolitik, som fremover skal sikre 25 procent almene boliger
“Vi vil være 376.000 mennesker i år 2030, og vi står overfor en enorm udfordring, hvis vi vil have nok boliger og en by i social balance. Derfor vil vi prøve at skabe byens første boligpolitik siden 1980'erne.”
Sådan lægger rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz, ud, da han præsenterer Socialdemokraternes udspil til en ny boligpolitik, som netop er sendt i høring.
Præsentationen foregår på toppen af Brabrand Boligforenings nybyggede Havnehusene på Aarhus Ø, der står som skoleeksempel på rådmandens vision.
Målet er, at byggeprojekter i byen fremover skal bestå af 25 procent almene boliger.
Helt konkret vil rådmanden lade de aarhusianske boligforeninger bygge 2.000 familievenlige boliger over den næste fire år. Sidste år blev der bygget 20.
“Aarhus vokser, og flere vil gerne bo i byen og være tæt på kultur og arbejdspladser. Når man som Aarhus er populær, skal man også kunne levere en ordentlig vare,” insisterer rådmanden.
De seneste år har der været en kraftig tilbagegang i antallet af nybyggede, almene familieboliger.
Stort behov for boligerne
Traditionelt set har der været stor fokus på byggeri til den store gruppe af unge, som bor i byen.
Det ser dog ud til, at gruppen af 25-39 årige bliver størst indenfor en årrække, og det afføder behov for større boliger.
“Private bygger meget til studerende, men det kan være svært at finde en bolig, som er til at betale, når man har brug for mere plads. Der er mange med lav indkomst, fraskilte og enlige forsørgere derude, så det er vigtigt, at udbuddet af boliger matcher deres behov,” forklarer Kristian Würtz.
Få rystet posen
Udover at skaffe boliger, som er til at betale, er det også en vigtig del vision, at aarhusianerne blandes på kryds og tværs, så der ikke opstår ghettoer i begge ender af spektret.
“Vi skal sikre en byvækst i social balance, og boligforeningerne skal være med til at sørge for, at vi kan huse alle de ganske almindelige familier, der gerne vil være aarhusianere. Det handler om at bygge stærke lokalsamfund, hvor mennesker med forskellige indkomster og boligbehov lever side om side,” siger Kristian Würtz.
Lars Boje Mathiesen, som sidder i byrådet for Liberal Alliance, er uenig i rådmandens bud på et fair boligmarked.
“Vi mener ikke, at det er en kommunal opgave at bygge almene boliger. Vi er en masse, som skal betale for, at nogen kan bo til under markedspris, og man vil kunne gøre andet for familier, som eksempelvis at sænke prisen på børnepasning,” siger Lars Boje Mathiesen og tilføjer:
“Hvis man virkelig vil have mangfoldighed, burde man kigge på menneskene i stedet for ancieniteten, når man fordeler almene boliger.”