Borgermøde skal skabe klarhed om ny Risskov-bydel
Lokal følgegruppe indkalder til fællesmøde om ny Risskov-bydels fremtid i området ved Psykiatisk Hospital
Når Region Midtjylland rykker Psykiatrisk Hospital fra Risskov til Skejby, vil en ny bydel begynde at forme sig i et af kommunens mest attraktive områder.
En ændring af anvendelsen fra hospital til boliger kræver, at der udarbejdes både et tillæg til kommuneplanen og en lokalplan.
I den forgangne uge blev materialet så offentliggjort med konkrete planer for området og om ændringen af kommuneplanen.
Dermed er projektet gået ind i sin høringsfase, hvor lokalbefolkningen får lov at give deres besyv med.
”Det her er en historisk chance for at få medindflydelse på et stort boligområde,” siger Poul Frandsen, der som medlem af det, han selv kalder for følgegruppen under Vejlby-Risskovs Fællesråd, har været i løbende kontakt med kommunens forvaltning og konsortiet, der står for det store byggeprojekt.
Tidligere har han været med til at arrangere to borgermøder med flere hundrede deltagere, og derfor er det naturligt at arrangere endnu et møde, når der er kommet nyt materiale.
Borgermødet holdes på Ellevangskolen 30. september klokken 19-21.30 med tilmelding senest 27. september til plan@mtm.aarhus.dk.
Der er fire emner, som behandles på møde: Nybyggeri, bevarede bygninger, trafik, og grønne områder.
”Rådmanden for Teknik og Miljø, Kristian Würtz, kommer og præsenterer skitsen, og så er der mulighed for at stille spørgsmål,” siger Poul Frandsen.
Han forventer mindst lige så stort fremmøde som ved de to tidligere borgermøder. Også set i lyset af, at der nu er endnu mere konkret at forholde sig til. Eksempelvis de fire kvarterer Renæssancebyen, Allébyen, Parkkvarteret og Skovbyen. Derudover ser det også ud til, at der kommer et letbanestop ved Stationsgade helt nede ved vandet.
”Borgermøderne er en af mulighederne for, at vi som borgere kan få det mest optimale ud af lokalplanen,” fastslår Frandsen og fortsætter:
”Det er fint at møde op, men hvis man som borger har indvendinger, er det mindst lige så vigtigt at komme med skriftlige høringssvar, for de vægter meget og giver et billede af, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være.”