18-årige udvider deres firma med tøj
To unge fra Horsens sælger basistøj til SU-venlige priser
Frederik Secher og Kristian Jakobsen fra Horsens har den 30. november 2015 åbnet deres anden virksomhed. Navnet er All-Plain, hvorfra de sælger basistøj fra deres eget mærke, der hedder All-Plain. Målgruppen er unge mænd mellem 15 og 25 år, og priserne er SU-venlige.
De to unge iværksættere på 18 år går i 3.g på Learnmark Gymnasium HHX, og selvom det sidste år på gymnasiet er en travl tid, har de mod på at få endnu mere travlt. Det skriver Learnmark Horsens i en pressemeddelelse.
”Vi har haft vores første virksomhed Passion Printing i omkring halvandet år, hvor vores kunder mest har været virksomheder. Nu kunne vi godt tænke os at udvide salget til private kunder. Derfor startede vi All-Plain,” siger Frederik Secher.
De første uger for All-Plain er gået langt over forventning, og de to ejere oplever, at deres kammerater og netværk tager godt imod deres nye webshop.
Da de to gymnasieelever som 16-årige startede deres første virksomhed Passion Printing, som blandt andet sælger tekstiltryk, streamers og merchandise, var det med pengene til kørekortet som indsats.
”Jeg skød alle de penge, jeg havde afsat til kørekort, ind i Passion Printing. Målet var så hurtigt som muligt at få tjent pengene ind, så jeg stadig kunne få kørekortet. Det har jeg i dag, og nu har vi brugt det resterende overskud på at investere i All-Plain,” siger Frederik Secher og tilføjer, at de supplerer hinanden godt.
Kristian er god til at få alt det tekniske med hjemmeside og Facebook til at lykkes, mens Frederik strukturerer og planlægger.
Når de to i juni 2016 får studenterhuen på, er det planen, at Kristian Jakobsen skal stå for den daglige drift, mens Frederik Secher regner med at tage i praktik i en virksomhed i Tyskland, hvorfra han kan styre det strategiske.