Fortsæt til indhold

Hvordan laves industriområder til “byrum”?

Hammel bliver mønstereksempel ved stor konference 5. februarder.

Samfund
Erling Baastrup

Titlen er “Stedsidentitet” ved en stor konference, der finder sted i InSide torsdag 5. februar.
Det er et projekt under kulturby 2017 med navnet Urban Lab, der står bag.

Konferencen skal stille skarpt på spørgsmålene om, hvordan man får nedlagte industriområder gjort til ”byrum”. Hovedområdet handler om, hvordan man finder et steds karakter, synliggør og skaber det.

Her må man sige, at Hammel er velvalgt som konferencested, da byen har det store byomdannelsesområde på ”den gamle Tulip-grund” med navnet Dommerparken. Et område, hvor de lokale borgere har været med til en orientering og til at komme med gode forslag.
Området vil da også indgå i konferencen, hvor der faktisk laves en rundtur til området.

Efter velkomst ved borgmester Nils Borring optræder blandt andre maleren Per Arnoldi. En anden oplægsholder er forfatteren Merete Pryds Helle, der vil fortælle om de ”lydbænke”, der kommer i Hammels bymidte. Her kan man sætte dig ned og læne hovedet mod et afmærket sted på bænken, og så vil fortællingen starte inde i ens hoved.

Tilmelding senest 26. januar. Pris 800 kroner ex moms.

Brunch for borgerne med idéer til udformningen af Dommerparken. Til venstre borgmester Nils Borring, der også indleder konferencen 5. februar.