Fortsæt til indhold

Horsens Bibliotek er med på den nyeste teknologi

Det lokale bibliotek har en særlig afdeling med ny teknologi som 3d-printer

Samfund
Jeppe Rafn

En flok skoleelever styrter hen til 3d-printeren, som er i gang med at printe et skib fra 2. verdenskrig.
Printeren befinder sig i en særlig afdeling på Horsens Bibliotek, BiblioTech, hvor man kan se, prøve og blive klogere på ny teknologi.
Her kommer børn, studerende, iværksættere, pensionister og mange andre for at læse om nye apps, se svedtransporterende tøj, teknologi-produkter fra lokale virksomheder og eksempler på ting, lavet af fremtidens materialer. 3d-printeren er gratis at bruge bortset fra, at man selv skal betale for plastikmaterialet, der koster 2 kroner per gram.
“Det er en ny hobby for flere. Når først folk er kommet i gang, kommer de ofte igen,” siger Serina Klejstrup, der er projektleder på BiblioTech-afdelingen på biblioteket.
Det er biblioteket selv, der har taget initiativ til afdelingen, der åbnede til nytår som et et-årigt projekt med støtte fra Kulturstyrelsen.
“Det går godt. Vi har travlt og bliver ringet op af andre biblioteker, der vil høre om vores erfaringer,” fortæller projektlederen.
BiblioTech formidler også nyheder på de sociale medier og arrangerer foredrag og kurser, som altid er gratis.