Smider du også vatpinde i toilettet?
Opfindelsen af en vatpind, der er vandopløselig, blev kåret som den bedste idé til innovationsuge på Horsens Statsskole
Det koster Horsens Vand 350.000 kroner om året i tabt arbejdstid, nedetid og ødelagt udstyr, at forbrugerne smider vatpinde i toilettet. Derudover går Horsens Vand glip af en indtægt på 90.000 kroner om året, fordi vatpindene ender i sand- og fedtfanget, som derfor ikke kan genanvendes.
Denne viden fremlagde en gruppe 2.g-elever for et dommerpanel, der skulle afgøre, hvem der skulle vinde innovationsugen på Horsens Statsskole. Hele ugen havde alle eleverne i 2.g droppet den almindelige undervisning og i stedet beskæftiget sig med at udtænke og udvikle gode idéer. Emnet var fremtidens by, og med udgangspunkt i Horsens skulle eleverne i grupper finde en problemstilling og udtænke og udvikle en løsning.
“I biologi har vi tidligere været på besøg hos Horsens Vand og hørt, at vatpinde i toiletterne koster dem dyrt og er skidt for miljøet,” fortæller Anne Birn Sand, der sammen med sin gruppe satte sig for at finde en løsning på problemet med vatpinde i toilettet.
Deres løsning på problemet er et nyt produkt: En grøn vatpind, der bliver opløst i vand, og som derfor ikke har de samme dårlige egenskaber som normale vatpinde.
“Folk kender ikke konsekvenserne ved at putte vatpinde i toilettet. Men i stedet for at ændre på folks adfærd og vaner, har vi ændret produktet,” forklarede Anne Birn Sand, da hun og gruppen på kort tid skulle pitche deres idé overfor dommerne.
Grønt alternativ
Dommerne spurgte eleverne, hvordan de havde tænkt sig, den grønne vatpind skulle produceres. Svaret lød, at man vil anvende opløseligt pap til stangen. Eleverne forklarede desuden, at både materialer til og produktion af den grønne vatping vil være mere miljøvenlig, og at den kan produceres i Danmark og være med til at skabe arbejdspladser.
“Det er et grønt alternativ, og vi tror ikke, den bliver dyrere end den normale vatpind.”
Eleverne havde lavet nogle prototyper af den grønne vatpind, som gik rundt blandt dommerne, og de havde medbragt et 'toilet', hvor dommerne med selvsyn kunne konstatere, at vatpinden hurtigt blev opløst i vandet.
Skib og skraldespand
En af de andre grupper præsenterede dommerne for et nyt museum, der var bygget som Vitus Berings skib Sankt Peter. Det skulle være et museum for opdagelsesrejsende og blandt andet indeholde en fast udstilling af Vitus Bering, der kom fra Horsens.
“Det skal være med til at sætte Horsens på landkortet,” forklarede museumsgruppen.
En anden gruppe imponerede med en 'talende skraldespand', som ved hjælp af et kamera gav en lyd, når man puttede noget i skraldespand.
“Det flyder med skrald i byen. Vi vil gøre det til en sjov oplevelse at putte skrald i skraldespanden,” fortalte gruppen bag 'The Nudging Bin' og tilføjede, at man kan udvikle kameraet, så det selv kan sortere affaldet.
Ros fra dommerne
Efter at være blevet præsenteret for idéerne, eleverne selv havde udvalgt til finalen, trak dommerne sig tilbage for at finde en vinder. En ikke helt let opgave, kunne man forstå, og dommerne kunne ikke lade være med at fremhæve flere idéer, da de endelig havde truffet en afgørelse.
“I har alle gjort det fremragende,” sagde en af dommerne, Claus Petterson, chef for Fængslet, inden han afslørede vinderen.
“Det er gruppen med den grønne vatpind. Det er en rigtig god idé, som vi (dommere) gerne ville smide penge i, og gruppen lavede en rigtig god præsentation af idéen.”
Andre elever på banen
Det er andet år i træk, at Horsens Statsskole afholder en innovationsuge for alle eleverne i 2.g. Det er en uge, der er meget anderledes end en normal skoleuge på gymnasiet.
“I denne uge har de øvet sig i idéskabelse og innovative processer. Det kræver en anden måde at tænke på, end de plejer, hvor de skal finde svar på spørgsmål og række hånden op i klassen. Vi ser derfor også, at der kommer andre elever på banen end i det daglige,” fortæller uddannelseleder på Horsens Statsskole, Anna Kathrine Høg Eriksen.
“Bagefter spørger nogle, hvad vi har lært? Hvor er det målbare? Det handler meget om samarbejde og opfindsomhed, og eleverne har været meget ude i byen og besøgt kommunen, institutioner og foreninger. Det har været en meget positiv oplevelse og har smittet af på hele skolen,” siger uddannelseslederen.