Fortsæt til indhold

Da tre shelters blev en sag i Ulstrup

Campingfatter forstår ikke hvorfor kommunen vil gøre det gratis at overnatte

Samfund
Kian Johansen

”Jeg føler at min erhvervsbutik er lidt som en banan, hvor man langsomt piller den ene skræl efter den anden af, og gør min virksomhed sårbar.”
Sådan siger campingfatter Steen Pedersen fra Bamsebo Camping ved Ulstrup.
Årsagen er de nye planer for Dannebrogspladsen ved Ulstrup.
For hvorfor skal kommunen anlægge shelters lige her og dermed gøre det sværere for Bamsebo Camping, lyder det fra Steen Pedersen.
Han foreslår i det mindste at lukke dem med skodder i sommermånederne og lade ham stå for bookingen af dem i den periode.
“For hvorfor skal det være gratis for turister at overnatte to kilometer fra en etableret campingplads,” lyder spørgsmålet.

Vil gerne overleve

Derfor har han i et høringssvar givet udtryk for sine tanker og er endda kommet med et par løsningsforslag, der kan sørge for, at både han og de tre shelters overlever.
I dialog med kommunen, friluftsrådet og lokalrådet er man ved at etablere et rekreativt område nede ved Gudenåen, med bålplads, læringscenter, legeplads, åbad og mange andre gode ting. Herfra vil trækstien forbinde Dannebrogspladsen med Bamsebo og på sigt helt til Bjerringbro.
Men lige præcis de tre shelters gør ondt på Steen Pedersen.
“Det er en fin plan og godt for Ulstrup. Men hvis kommunen gør det gratis for alle at overnatte, så er der flere afledte dårlige ting ved det. For det første vil de shelters uden at ville det, legitimere at kano-turisterne slog et telt op på Dannebrogspladsen. Som der iøvrigt sker i forvejen. For det andet vil man kunne udkonkurrere Bamsebo for kommunens midler.”

Kurt Andreassen (V) vil kigge på shelters-sagen en ekstra gang.

Ikke en konkurrence

“Det er på ingen måde hensigten at udkonkurrere Bamsebo,” siger formand for Teknik- og miljøudvalget, Kurt Andreassen (V).
“De shelters skal primært bruges til skoleklasser og hele Dannebrogspladsen skal være attraktiv for både Ulstrups borgere og trække turister til,” siger formanden.
“Vi er ikke blevet præsenteret for det her før, men nu er der klaget og så vil vi naturligvis kigge på det, når der nu er dukket nye oplysninger frem,” siger han.
Menigt medlem i Teknik- og miljøudvalget, Peder Meyhoff (EL) er næsten på linje med Venstres Kurt Andreassen.
“Jeg mener ikke at de shelters fører til øget konkurrence, for det er til en helt anden målgruppe, nemlig skolegrupper der skal komme der. Men hvis man kan gøre det muligt at hente en nøgle mod depositum i Ulstrup og på en eller anden måde lukke de shelters af for andre, så er det fint med mig.”
Hvad mener du om skrækken for, at shelters vil tiltrække endnu flere ulovlige teltliggere?
“Det har jeg ikke hørt om at det sker. Men det må kunne klares med et skilt hvor der står teltslagning forbudt. Jeg tror ikke Steen Pedersen behøver at være så bekymret.
Jeg mener ikke at de shelters fører til øget konkurrence, for det er til en helt anden målgruppe, nemlig skolegrupper der skal komme der.
Menigt medlem i Teknik- og miljøudvalget, Peder Meyhoff (EL)

Et tredje medlem af Teknik- og miljøudvalget melder sig også på banen.
"Jeg arbejdede helt klart for at Bamsebo skulle stå for bookingen og administration. Vi kunne have valgt at have en tilfreds erhvervsdrivende, nu fik vi en utilfreds skatteyder," siger Niels Kallehave (DF) til FavrskovPosten.