Fortsæt til indhold

Maling-legende åbner butik i Horsens

Beck & Jørgensen åbner den 11. december butik i Horsens med salg til både private og firmaer

Samfund
Annette Schmidt

“Vi har længe haft et ønske om at åbne en butik i Horsens,” fortæller salgskonsulent Tina Hvass, Beck & Jørgensen, om den 320 kvadratmeter store butik, der åbner på Sandøvej i Horsens den 11. december.
“Vi havde planer om at åbne en butik i Horsens allerede i 2008. Så kom finanskrisen og gjorde, at virksomheden forholdt sig i ro, hvor vi fokuserede på at have et solidt grundlag. Nu er tiden kommet til at åbne i Horsens, som bliver den første butik, vi åbner efter finanskrisen,” siger Tina Hvass og fortæller, at der nu er godt gang i byggebranchen igen.

Miljø, miljø og miljø

Det er vigtigt, fordi de fleste af Beck & Jørgensens kunder er malermestre. “Vi går meget op i miljø. Vi er certificeret af EU med Miljøblomsten, som svarer til Svanemærket,” forklarer Tina Hvass, salgskonsulent i Beck & Jørgensen, der producerer og sælger maling til både firmaer og private.
“En anden del af miljøet er arbejdsmiljøet. Malingen skal være sådan, at malermestre, der arbejder med malingen i mange timer hver dag, ikke får hovedpine eller ondt i maven, som du faktisk godt kan få af vandbaseret maling. Og der plejer vi at sige 'kend den på lugten',” fortæller Tina Hvass og tilføjer, at Beck & Jørgensen også er certificeret indenfor arbejdsmiljø.

Salgskonsulent i det nye kundecenter i Horsens, Tina Hvass, viser de farvekort frem, som Beck & Jørgensen selv har fremstillet.

123 år på bagen

Carl Beck og Fritz Jørgensen etablerede Beck & Jørgensen i 1892 i et lille lokale i Nørregade i København. Her producerede man maling, som blev solgt fra en lille butik. Da Carl Beck døde i 1928 og ikke havde nogle arvinger, kørte firmaet videre med Fritz Jørgensen ved roret. Han døde i 1933, hvorefter sønnen Emil Jørgensen kørte firmaet videre. I 1948 åbnede virksomheden produktion på Rosenkæret i Søborg, hvor produktionen og direktionen stadig har til huse. Her sidder den nuværende ejer Michael Jørgensen, søn af Emil Jørgensen, der er tredie generation i det familieejede firma. I 50'erne åbnede en butik til, og så er det ellers gået slag i slag.
Butikken holder åbent hus på åbningsdagen den 11. december fra klokken 7.00 - 14.30 i lokalerne på Sandøvej 1 E i Horsens.