Fortsæt til indhold

Nu starter hjælpeaktionen

Det hidtil strandede projekt om redning af den faldefærdige kro i Adelgade i Skanderborg er på vej ind i en ny fase

Samfund
Erland Rasmussen

“Det er dejligt at få hjælp til projektet, for det er en stor opgave, vi ikke kan klare alene.”
Sådan lyder det fra ejeren af Munkekroen, direktør Finn Damgaard.
Han henviser dermed til byrådets beslutning om, at Skanderborg Kommune skal give en hjælpende hånd i processen med Kulturstyrelsen, der har afvist Finn Damgaards første skitse til en restaurering af den fredede Munkekroen.
Damgaards plan er at omdanne den nu faldefærdige Munkekro til et socialøkonomisk projekt til gavn for handicappede, udsatte, foreninger og borgere i byen.
Projektet strandede, da Kulturstyrelsen sagde nej til et renoveringsforslag, der, populært beskrevet, går ud på at pakke Munkekroen ind i glas som en overbygning.
Men nu går Skanderborg Kommune altså ind i sagen, og Finn Damgaard mødes således i denne uge med kommunens planafdeling for at drøfte projektet igen.
Derefter er det meningen, at kommunen retter henvendelse og en appel til Kulturstyrelsen om at genoverveje renoveringsforslaget, ligesom der også er planer om at inddrage kulturminister Bertel Haarder i sagen.
Finn Damgaard købte i foråret den omdiskuterede bygning sammen med en række naboejendomme i Adelgade af konkursboet efter den tidligere ejer.
Fra starten var det visionen, at Munkekroen skulle bruges som et værested for folk med særlige behov.
Det var på en tur til Flensborg, Finn Damgaard fik ideen om at etablere en overbygning af glas. Det ville give et væsentlig større areal, fordi noget af udearealet i givet fald ville kunne komme under tag.
Kulturstyrelsen afviste med den begrundelse, at indpakning i glas ville sløre bygningens fredningsværdi.
Tidligere havde Finn Damgaard ellers fået det indtryk, at Kulturstyrelsen var med på ideen, hvis Skanderborg Kommune også sagde ja. Det gjorde kommunen, men da afgørelsen skulle træffes, var den pågældende medarbejder i Kulturstyrelsen udskiftet med en med en anden holdning.
“Der er kun 130 kvadratmeter fordelt på mange små rum. Vi har brug for meget mere plads, hvis vi skal kunne bruge Munkekroen til et socialøkonomisk projekt. Derfor var det ærgerligt, at Kulturstyrelsen sagde nej. Man kunne have bedt om os at ændre nogle ting, hvilket vi gerne ville have set på,” siger Finn Damgaard.
Finn Damgaard håber, at kommunen kan formidle en ny dialog med Kulturstyrelsen om projektet.
“Vi har ikke opgivet. Men det er en svær opgave, og vi kæmper videre. Vi har allerede brugt mange penge på projektet, men vi magter ikke selv at smide fem millioner kroner ind i bygningen, hvis den skal stå tom,” understreger Finn Damgaard, som ikke selv skal tjene på projektet.
Afslaget fra Kulturstyrelsen har også haft den konsekvens, at Finn Damgaard har måttet stille ansøgninger til fonde om økonomisk hjælp til projektet i bero.
“Hvis fondene skal bidrage, så skal vi også have det rigtige projekt, så vi ikke står med en bygning, der ikke har noget formål,” siger Finn Damgaard.

Byrådet kommer efter forslag fra Venstre ejeren af Munkekroen, Finn Damgaard, til undsætning i sagen om at redde den fredede Munkeroen i Adelgade.